Det er kun en uge siden, Charlie Watts trak sig fra Rolling Stones amerikanske tour. Nu er han død – den legendariske trommeslager blev 80 år gammel.
En talsmand for Watts meddelte i sidste uge, at den aldrende rullesten havde behov for hvile og genoptræning efter en operation, som dog skulle have været succesfuld.
Charlie Watts døde tidligere tirsdag på et hospital i London, meddeler hans agent, Bernard Doherty. Trommeslagerens familie var til stede, tilføjer han.
- Charlie var en elsket ægtemand, far og bedstefar, og som medlem af The Rolling Stones også en af de største trommeslagere i sin generation, meddeler agenten.
Bandet havde håbet at få Charlie Watts med på deres 60-års jubilæumsturné til næste år.
Charlie Watts mødte Mick Jagger, Keith Richards og Brian Jones i Londons musikmiljø i de tidligere 1960’erne, og fra 1963 blev han medlem af deres band, Rolling Stones.