Alle gode gange tre.
Team HTC-Columbia-sprinteren Mark Cavendish hentede i dag sin tredje etapesejr hjem i årets Tour. Samtidig er det Cavendishs trettende etapesejr i alt.
Men selvom supersprinteren vandt dagens etape, så led briten tilsvarende et stort nederlag. Hans trofaste 'lead out man' i sprinten, Mark Renshaw, blev nemlig diskvalificeret og smidt ud af løbet.
Bataljen fandt sted under de sidste meter af etapen, hvor Renshaw flere gange stangede Julian Dean på skulderen. Et disciplinærudvalg valgte derefter, ikke blot at straffe Renshaw ved at placere ham som sidste mand på etapen, men helt at smide ham ud af løbet.
Det kan derfor se noget svært ud for Mark Cavendish i de fremtidige spurter, nu hvor han ikke længere har Renshaw ved sin side.
Dagens andenplads gik til Lampres Alessandro Petacchi, som tog den grønne trøje fra nordmanden Thor Hushovd.
Tyler Farrar kom ind som nummer tre.
Der er ikke sket nogle ændringer i det samlede klassement, og Saxo Banks Andy Schleck kan igen i morgen stille til start iført den gule trøje.