Der bliver skiftedag på trænerposen i SønderjyskE i slutningen af juni, når træningen genoptages. Holdets cheftræner Carsten Broe stopper nemlig i klubben.
"Jeg har været superglad for perioden, så det er da med vemod at jeg stopper," siger Carsten Broe i en pressemeddelelse.
Baggrunden for bruddet mellem træner og klub skal findes i klubbens økonomiske situation.
Broe ønskede at blive og forstærke holdet med indkøb af en række nye spillere, men den ambition kunne klubben ikke indfri. Derfor måtte udfaldet blive et farvel til SønderjyskE.
"Han har båret os fra Viasat divisionen til SAS-ligaen, og i det første år har han medvirket kraftigt til, at vi overlevede i SAS-ligaen. Han har skabt nogle yderst professionelle rammer omkring 1. holdet, som vi kan bygge videre på. Det er vi ham dybt taknemmelig for. Vi er derfor meget kede af det, men vi kan ikke indfri Carstens forventninger, så derfor må vore veje skilles," siger sportsdirektør Jacob Gregersen.
Træningen i Haderslev begynder 29. juni, og her skulle klubben gerne have en ny SAS-liga træner på plads.