Efter en finale fyldt med dueller i verdensklasse og gåsehudsfremkaldende tæt spil, beviste den danske verdensetter sit værd og vandt i sidste ende BNP Peribas Open i Indian Wells, Californien.
Første sæt stod ellers helt i danskerens navn. Caroline Wozniacki lod kun modstanderen, franske Marion Bartoli, få et enkelt parti, mens hun selv hamrede igennem og tog seks.
På intet tidspunkt i første set slap Wozniacki koncentrationen eller taget om den 26-årige franskkvinde, der ikke kunne skjule sin frustration.
Men da Bartoli trådte ind på den lilla bane i andet sæt, virkede som om, hun havde fået sat et par ekstra batterier i ryggen i pausen.
Tilskuerne fik straks mere smæk for skillingen, og det blev til et par imponerende og lange dueller.
Bartoli hentede tre partier i træk, før Caroline kom på tavlen. På trods af glimtvis genialt spil, halsede danskeren efter resten af sættet, som Bartoli snuppede med cifrene 6-2.
Tredje sæt startede dog anderledes positivt for danskeren. Med en kraftanstrengelse og et par fysisk tærende dueller, kunne Caroline bryde Bartolis første parti.
Og fysikken skulle vise sig at få afgørende betydning for Bartoli, der flere gange i løbet af kampens sidste sæt så ud som om, hun godt kunne have brug for en iltmaske.
Mens en træt Bartoli begyndte at begå fejl, fortsatte Wozniacki med køligt overblik og nådesløs ro at spille franskmanden ud af banen.
20-årige Caroline Wozniacki sluttede en flot præstation af med at breake Bartolis parti og vandt tredje sæt, og dermed også titlen, med cifrene 6-3.