Det blev en hård fødsel, men til sidst lykkedes det Caroline Wozniacki at fremtvinge sig en kvartfinaleplads i den amerikanske Indian Wells-turnering.
Med sætcifrene 2-6, 6-3, 6-1 besejrede Wozniacki natten til onsdag russiske Alisa Kleybanova og er nu blandt de sidste otte i turneringen.
Det startede ellers trægt for Wozniacki, der i første sæt kæmpede med at få sit spil til at fungere og allerede blev brudt i kampens første og eget første serveparti.
Russeren satte sig derfor på sættet og Wozniacki haltede efter, indtil hun i andet sæt fik brudt Kleybanovas serv og kom foran 3-1.
Kleybanova kom tilbage, mendet lykkedes Wozniacki at hive sættet hjem, og de to måtte ud i et afgørende sæt.
Her var russeren så også færdig, og Wozniacki kunne uden videre køre sættet og kampen i hus.
Vejen til at gentage sidste års finaleplads i turneringen ser nu lys ud for Wozniacki, idet flere af hendes største konkurrenter har forladt turneringen med skader eller overraskende nederlag.
Kilde: Eurosport