Carlsberg rykker et skridt nærmere den absolutte top i ølverdenen med opkøbet af det skotske bryggeri Scottish & Newcastle (S & N).
Med danmarkshistoriens største virksomhedsopkøb får den danske ølgigant med hovedsæde i Valby i København det russiske bryggeri BBH med i købet og sætter sig dermed tungt på det vigtige russiske marked,
- Med handlen er Carlsberg meget tæt på at rykke op i bryggeriernes absolutte superliga og spise kirsebær med de allerstørste. De fleste steder i Vesteuropa falder ølsalget, så mulighederne ligger i Asien og i Rusland. Især i de tidligere sovjetrepublikker buldrer ølsalget fremad. Derfor er BBH et guldæg for Carlsberg, siger Jens Houe Thomsen, der er bryggerianalytiker i Jyske Bank.
Carlsbergs nyindkøb sidder på 38 procent af ølsalget i Rusland, hvilket er dobbelt så meget som den nærmeste konkurrent.
Med i købet får Carlsberg S & N s aktiviteter i blandt andet Frankrig og Grækenland, mens konkurrenten Heineken, som gik sammen med Carlsberg om opkøbet, overtager S & N s aktiviteter i blandt andet Storbritannien, hvor det hollandske bryggeri hidtil har stået svagt.
- Vi har med et enkelt skridt skabt verdens hurtigst voksende bryggeri, udtaler Carlsbergs administrerende direktør Jørgen Buhl Rasmussen, der vurderer, at Carlsberg på kort tid vil overhale Heineken og blive Europas største bryggeri, hvis væksten i øst fortsætter.
Overtagelsen er endnu ikke blevet godkendt af S & N s aktionærer, men da ledelsen anbefaler aktionærerne at sælge til buddet på 800 pence, forventer eksperterne, at det blot er en formsag.