En af de traditionelt sikreste medaljevindere er ikke med, når VM-enkeltstarten i cykling på landevej bliver afviklet på onsdag i Holland.
Schweizeren Fabian Cancellara er som ventet ikke med, efter at han styrtede i linjeløbet ved OL i London for halvanden måned siden.
Han blev for nylig opereret i sin højre skulder og er endnu ikke i form til at deltage ved VM.
Styrtet var medvirkende til, at Fabian Cancellara senere måtte nøjes med syvendepladsen i enkeltstarten ved OL, hvor han ellers skulle forsvare guldet fra legene i Beijing i 2008.
Fabian Cancellara vandt VM-guld i enkeltstart i 2006, 2007, 2009 og 2010, mens han vandt bronze i 2005 og 2011.
I 2008 stillede han ikke op i disciplinen ved VM.
Schweiz har ikke en eneste deltager med i enkeltstarten ved årets VM, eftersom Martin Elmiger også er skadet.