Der venter FC Københavns fans en varm velkomst i Leicester, når det tirsdag går løs i Champions League.
FC København møder på udebane det engelske mesterhold, og byens byråd har sat alle sejl til for at skabe en festlig ramme for de tilrejsende tilskuere.
Byen har taget det danske ord og begreb 'hygge" til sig og i en pressemeddelelse fra Leicester City Council bliver der ikke sparet på hyggen.
Her beskriver byrådet, at Après Lounge på High Street vil være et perfekt sted, hvis man er på jagt efter hygge, ligesom Cosy Club være oplagt at omdanne til 'the Hygge Club' for en dag.
- Vi ser meget frem til at byde FC Københavns fans velkommen til Leicester, og vi ønsker, at de skal føle sig hjemme.
- Danskere er blandt de lykkeligste mennesker i Europa, og deres entusiasme for 'hygge' kan have noget med det at gøre, siger Sarah Harrison, der er city-direktør i Leicester.
FC København-fans, der ankommer med tog til Leicester, vil blive mødt med bannere med påskriften 'hej', og de vil blive hjulpet og guidet videre derfra.
Ved Jubilee Square i Leicester vil der være en fanzone for begge holds fans med musik samt mad og drikke.
- Fanzonen var en stor succes med Portos fans i sidste måned, og de lokale fans nød det også.
- Denne gang forventer vi, at der kommer endnu flere, og de lokale skoler vil holde halvt lukket denne dag, så flere familier vil være ude og nyde atmosfæren.
- Vi håber, at FC Københavns fans og alle, der er her til kampen, vil nyde deres besøg i vores by, siger Leicesters borgmester, Sir Peter Soulsby.
/ritzau/