Den nye afsløring er lækket fra den hemmelige rapport, som kommunen har sendt til socialminister Benedickte Kiær, og er nu kommet i TV 2's besiddelse. Derfor vil kommunen have undersøgt, hvem, der har lækket oplysningen fra rapporten.
"Børnene lever under dårlige og undertrykkende opvækstvilkår. Børnene virker bange og vil dække over forældrene."
Sådan lød blot en bid af advarslen fra Nordjyllands Politi til Brønderslev Kommune om misbrugsfamilien.
Kommunen modtog vurderingen den 15. juli, men på rådhuset vurderede man, at sagen ikke var akut. Først den 4. september aflagde kommunen sit første hjemmebesøg, skriver tv2.dk.
Det fremgår af den fortrolige redegørelse, som Brønderslev Kommune har sendt til Socialministeriet, og som TV 2 Nyhederne har fået indsigt i.
Hverken Nordjyllands Politi eller Brønderslev Kommune ønsker at udtale sig i sagen.
Det gør til gengæld Kirsten Ketscher, der er professor i socialret ved Københavns Universitet.
"Det er helt utilstedeligt, at kommunen først tager på hjemmebesøg halvanden måned efter, politiet har advaret dem om de forhold, børnene lever under. Kommunen har overhovedet ikke opfyldt sine forpligtelser i denne sag," siger hun.
Forældrene i familien har af flere omgang slået deres 20-årige datter og blandt andet tvunget hende til at skovle sne kun iført sandaler.
Den 25. februar blev pigen og hendes otte yngre søskende tvangsfjernet fra hjemmet. Forældrene sidder fortsat varetægtsfængslet.