Superligaens bundprop Brøndby forstærker sig med Thomas Kahlenberg på en fireårig kontrakt. Den tidligere landsholdsspiller spillede også i klubben fra 2001-2005.
Kahlenberg vender dermed hjem til Vestegnen efter otte år i udlandet. Kantspilleren har i mere end en måned trænet med Brøndby-truppen, efter at hans kontrakt i tyske Wolfsburg udløb.
Brøndbys sportschef Per Rud er lykkelig for forstærkningen.
- Den seneste måneds træning har med al tydelighed vist os, at Thomas fortsat er en klassespiller, der holder et meget højt niveau.
- Det er rigtig glædeligt, at det er lykkedes os at overbevise Thomas om, at han skulle komme hjem og blive en del af vores projekt.
- Han er en legende i Brøndby-regi, og jeg er sikker på, at der er mange Brøndby-hjerter derude, der banker et par slag hurtigere i dag, siger Per Rud til klubbens hjemmeside.
Kahlenberg var en af de bærende kræfter på det Brøndby-mandskab, som vandt det danske mesterskab og pokalturneringen i sæsonen 2004/05.
I sommeren 2005 skiftede Kahlenberg til den franske klub Auxerre, hvor han blev en stor profil.
- Thomas kommer desuden med en masse erfaring fra højeste niveau i udlandet og på landsholdet, hvilket uden tvivl kommer holdet og især vores mange unge spillere til gavn.
- Vi er fortsat i en opbygningsfase, hvor spilkoncept og kultur skal køres ind, og her kommer Thomas til at spille en vigtig rolle, siger Per Rud.
Kahlenberg har tidligere spillet 130 førsteholdskampe og scoret 35 mål for Brøndby. Desuden er det indtil videre blevet til 39 kampe og fire mål for det danske A-landshold.
/ritzau/