Stephan Andersen eller Kasper Schmeichel.
Fodboldlandstræner Morten Olsen har længe tøvet med at melde ud, hvem der er førstevalget i det danske mål, men efter onsdagens testkamp mod Tyrkiet er der vist ingen tvivl længere.
Leicester-spilleren Kasper Schmeichel har vundet den interne keeperkamp mod FCK'eren Stephan Andersen.
Dermed vogter Schmeichel målet i søndagens EM-kvalifikationskamp mod Armenien i Telia Parken i København.
- I første halvleg havde Tyrkiet kun et forsøg uden for feltet, hvor Thomas Kahlenberg mere eller mindre stod og sov og ikke holdt aftalerne, og generelt havde Kasper ikke meget at lave, men han var god med fødderne, da vi kom under pres i anden halvleg.
- Det var vigtigt. Han står på søndag, det kan der ikke være nogen tvivl om. Han fik vist, at han er klar. Målene kunne han ikke gøre noget ved, siger Morten Olsen.
Onsdagens testkamp tabte danskerne med 1-2 i Odense.
/ritzau/