Som ventet måtte den danske sportsdirektør Brian Holm sige farvel til hjælperytteren Adam Hansen efter hans styrt i første etape af verdens hårdeste cykelløb Tour de France.
"Jeg er meget skuffet. Jeg så virkelig frem til denne Tour, og jeg er ked af, at mit hold nu fortsætter med otte ryttere," siger Adam Hansen, som kører for HTC-Columbia, til den australske avis Brisbane Times.
Adam Hansen udgår med et brækket kraveben, som han pådrog sig tidligt på den 223 kilometer lange etape fra Rotterdam til Bruxelles.
"Det var en tilfældig ulykke. Jeg så noget på vejen, og min cykel skred ud. Næsten alle rytterne formåede at undgå mig, men i det sidste sekund ramte jeg baghjulet på en anden rytter og styrtede," siger Adam Hansen.
Adam Hansen gik dog ud med et brag. Efter sit styrt halsede han efter feltet og forsøgte at hænge på, så godt han kunne, men så sendte Brian Holm ham op foran, hvor australieren gav sig fuldt ud og trak feltet det sidste stykke ind mod mål.
"Vi havde ingen glæde af ham bagerst i feltet, og hvis vi alligevel ikke ville få mere glæde af ham i resten af løbet, kunne han lige så godt ligge og trække nu," sagde Brian Holm efterfølgende om beslutningen til TV2/Sporten.
Adam Hansens skulle have hjulpet stjernesprinteren Mark Cavendish i spurterne og jagten på den grønne pointtrøje.