Matti Breschel har sluttet sig til det danske landshold i Holland, hvor han søndag igen vil være outsider til en VM-medalje i landevejscykling.
Rabobank-rytteren har tidligere vundet sølv og bronze ved mesterskaberne, og selvom de seneste to sæsoner har været sløje på resultatsiden, er optimismen tilbage.
- Formen er der helt sikkert. Jeg er kommet godt ud af Vueltaen. Den første uge efter løbet har jeg været godt basket, men det er ingen overraskelse. Det er meget normalt. Lige nu er alt, som det skal være, siger Matti Breschel.
Breschel vandt en etape i Vuelta a Burgos i starten af august. Det var hans første sejr for Rabobank, og hans første sejr i to år.
I Vuelta a España var han godt kørende som hjælper, men han fik ikke chancen i massespurterne for Rabobank, der satsede på Dennis van Winden.
- Jeg ville da gerne have haft et par resultater i Vueltaen, så det er svært at sammenligne VM i år med de andre år, hvor jeg har taget medaljer. Det er et nyt år, og et nyt cykelløb, siger han.
Ud over Matti Breschel stiller Chris Anker Sørensen og Jakob Fuglsang til start for Danmark.
Sportschef Lars Bonde vurderer, at også Chris Anker Sørensen er et godt bud på et topresultat, og det er Breschel enig i.
- Jeg tror, at Chris har lige så stor chance for at gøre en god figur, som jeg har i dette løb. Det er svært at sige, men vi er alle sammen godt kørende, og så må vi se, hvad der sker i løbet.
- Det handler om at snakke sammen og ofre sig, hvis en af os ikke har benene, mener Breschel.
Er det lige mellem dig, Chris og Jakob?
- Man kan sige, at vi får alle vores frie rolle til at starte med, og så må vi se, hvad der sker derude, siger Matti Breschel.
/ritzau/