Massemorderen Anders Breivik skal forgyldes af det københavnske teater, Caféteatret, hvis de opfører hans manifest som en forestilling.
Det slår flere eksperter i ophavsret fast.
"Det er Breiviks tekst. Det kan man ikke komme bort fra, og derfor er der også ophavsret forbundet med den. Han har krav på økonomisk kompensation, medmindre der kun er tale om enkelte små citater fra teksten, og det er ikke det, teatret har lagt op til," siger Susanne Godske, der er sekretariatchef i Danske Dramatikere, til B.T.
Normalt får en dramatiker mellem 50 til 100.000 kroner for en tekst.
Det er uvist om det københavnske teater har fået Breiviks tilladelse. Hvis det ikke er sket, kan Breivik kræve endnu mere, siger professor i ophavsret Jørgen Blomqvist.
"Han kan kræve penge eller sågar sige, at han ikke vil have, at stykket bliver opført," siger professoren.
Hvor meget massemorderen kan kræve af teateret, vil være op til en dommer at afgøre. Alternativt kan parterne blive enige om en pris.
Begge eksperter udtaler sig principielt om sagen.