Den drabs- og terrortiltalte Anders Behring Breivik siger, at han blev angrebet ved pumpehuset på Utøya.
Det sker i en kommentar til de seneste dages vidneudsagn og obduktionsrapporter, der har været fremlagt under straffesagen i Oslo Byret.
Breivik har en gul seddel med, da han kommer tilbage til retssal 250 efter frokostpausen fredag. Da dommer Wenche Elizabeth Arntzen giver ham ordet, siger Breivik, at han vil nævne, at han blev angrebet på Utøya 22. juli.
- Der var et sted på Utøya, hvor jeg blev angrebet. Det var ved pumpehuset. En person kastede en genstand mod mig. Den ramte mig i ansigtet. Jeg ville bare lige nævne det, siger Breivik.
Den 33-årige tiltalte ønsker også at kommentere noget af det, som vidnet Lars Henrik Rytter Øberg sagde, da han afgav forklaring i retten torsdag. Øberg sagde, at Breivik havde sigtet på ham, men ikke skudt.
- Grunden til, at jeg ikke trak af, var, at magasinet var tomt. Det var det, mener jeg, der skete, forklarer Breivik.
Breivik fortsætter med at sige, at det, der er kommet frem i gennemgangen af obduktionsrapporterne, har været misvisende.
- Skuddene mod hoveder og skuldre kom altid til sidst, ikke først. Sådan var det i næsten samtlige tilfælde, siger han.
Til sidst ønsker Breivik at kommentere det, der er blevet sagt om hans bevægelser, og hvorfor han holdt sig fra den østlige side af Utøya: Han var bange for at blive skudt af politiets indsatsstyrkes skarpskytter.
- Grunden til, at jeg aldrig gik på østsiden, var for at undgå at blive skudt af Delta-styrker fra landsiden. Det var planlagt på forhånd, fremhæver Breivik
Breivik havde bedt om ordet, da retsmedicinerne fredag formiddag gennemgik drabene ved pumpehuset. Dommer Wenche Elizabeth Arntzen gav ham på det tidspunkt besked om at vente til efter frokostpausen.
Det skyldtes, at pårørende skulle have mulighed for at kunne forlade retssalen for at slippe for at høre på ham.
NTB