Den tidligere Corinthians-træner Adenor Leonardo Bacchi, normalt bare "Tite", er mandag som ventet officielt udnævnt til at stå i spidsen for Brasiliens fodboldlandshold.
I sin første udmelding i det nye job fastslår den 55-årige Tite, at hans hovedopgave er at sikre Brasilien deltagelse ved VM i Rusland i 2018.
De femdobbelte verdensmestre er aktuelt placeret uden for de adgangsgivende pladser i den sydamerikanske kvalifikationsgruppe.
Brasilien har som den eneste nation deltaget i samtlige VM-turneringer siden den første i 1930.
- Fokus er på kvalifikation, fastslår Tite efter sin udnævnelse mandag i Rio de Janeiro ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Vi er ikke i kvalifikationszonen. Jeg tror, at vi klarer det, men naturligvis er der en risiko. Hvis vi ikke indser det, så skjuler vi os for realiteterne. Jeg er her, fordi vi ikke fik resultaterne, tilføjer Tite.
En tredjedel af kampene i kvalifikationsgruppen er spillet, og Brasilien indtager en skuffende sjetteplads. De fire øverste hold kvalificerer sig automatisk til VM i Rusland, mens nationen på femtepladsen skal ud i et interkontinentalt dobbeltopgør om en VM-plads.
I sidste uge meddelte Corinthians, at Tite forlader klubben til fordel for landstrænerposten.
Hans forgænger i det prestigefyldte job, Carlos Dunga, blev tirsdag fyret, efter at Brasilien røg ud af Copa America i det indledende gruppespil, da holdet tabte til Peru, som i stedet gik videre sammen med Ecuador.
Det var første gang siden 1987, at Brasilien måtte rejse hjem fra Copa America efter det indledende gruppespil.
Blamagen efterfulgte skuffelsen ved VM på hjemmebane i 2014, hvor Brasilien i semifinalen tabte 1-7 til Tyskland.
Tite kommer på sin første alvorlige opgave 2. september, når Brasilien på udebane møder Ecuador i den sydamerikanske kvalifikationsgruppe.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.