Brasilien skulle have hjælp fra et straffespark for at overvinde den evige rival Argentina i den første af to opgør, som kun har deltagelse af spillere fra sydamerikanske klubber. Brasilien vandt 2-1 på et mål af Neymar i det sidste minut.
De to landes mange stjerner i europæiske klubber har ikke tid til at bruge flere dages rejsen frem og tilbage med et tæt program af liga- og europæiske turneringskampe.
Onsdagens opgør vil hurtigt forsvinde i mængden af mindeværdige dyster mellem de hold. Argentina stillede med flere uprøvede navne i landsholdssammenhæng, og der var ikke megen samba at spore hos de brasilianske spillere.
Brasiliens fans til opgøret i Goiania krævede i højlydte vendinger træner Mano Menezes udskiftet med den tidligere landstræner Luiz Felipe Scolari.
Juan Manuel Martinez bragte Argentina foran i det 19. minut på et vidunderligt skud med venstrebenet. Seks minutter senere udlignede Paulinho for Brasilien.
Netop som dommeren gjorde sig klar til at fløjte kampen af, tog Leandro Desabato hånden til hjælp i det argentinske straffesparkfelt, og Brasiliens unge Neymar lod ikke chancen fra 11-meter-pletten gå fra sig. Returkampen spilles i Argentina den 3. oktober.
/ritzau/dpa