Brandfolk opgiver at slukke stor tagbrand

Brandvæsnet lader flammerne i taget på jysk boligblok brænde ud af sig selv. Den giftige røg er drevet væk.
Foto: www.colourbox.com

En større gruppe beboere er blevet evakueret fra en boligblok i Kolding, hvor der søndag aften udbrød en voldsom brand. Og det kan vare en rum tid, inden samtlige beboere igen kan flytte ind i deres lejligheder.

Tidligt mandag morgen brænder det fortsat i den fireetagers høje ejendom, og forsøget på at slukke ilden er opgivet. Flammerne er dog under kontrol.

- Det brænder fortsat kraftigt i tagkonstruktionen. Det nytter ikke noget at hælde vand på udefra. Samtidig kan redningsfolkene ikke komme til indefra, siger vagtchef Bent Hedeager Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.

Pøses der mere vand på, vil det løbe ned i de underliggende lejligheder og ødelægge boligerne, lyder det.

- Man har valgt at lade tagkonstruktionen brænde ud. Hvor længe det varer, ved vi ikke, siger vagtchefen.

Efter at have kæmpet hele natten har brandfolk fået flammerne under kontrol, oplyser politiet i en beredskabsmeddelelse klokken 06.15 mandag morgen.

Ifølge politiet er der ikke meldinger om tilskadekomne.

Ilden har udsendt sundhedsfarlig røg fra møbler og isolering i ejendommen, men man kan igen færdes frit i området omkring brandramte boligblok, der ligger på A. D. Burcharts Vej tæt på centrum i byen.

- Røgen er knap så voldsom nu, men den kan fortsat ses på lang afstand, siger Bent Hedeager Nielsen.

Ritzaus mand på stedet fortalte søndag aften, at flammerne har brændt tre lejligheder af. En fjerde lejlighed frygtes også tabt i ilden.

Op mod 10 vogne fra brandvæsnet er på stedet, og politiet har afspærret området med assistance fra Hjemmeværnet.

Der bor cirka 120 i ejendommen, og de fleste er blevet genhuset hos familie og venner, ifølge politiet. Kommunen har hjulpet resten med at få husly og tag over hovedet for natten.

- For samtlige beboere lader til at have lange udsigter, før de kan vende hjem, vurderer Bent Hedeager Nielsen.

Politiet betegner fortsat årsagen til branden som ukendt, men vidner på stedet fortæller, at en flok drenge på et værelse har leget med ild, og at det har startet branden.

- Vi kender ikke årsagen til branden endnu. Det skal brandteknikere fastslå på et tidspunkt i løbet af mandagen, siger Lars Peter Madsen.

Branden startede klokken 18.22 søndag aften.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.