Ritzau
Opdateret kl. 07:45
Krydset mellem Tietgens Allé og Læsøgade i Odense er tidligt mandag morgen lukket delvist for trafik, mens brandvæsenet er i gang med at slukke en brand i en ejendom.
Det skriver Fyns Politi mandag morgen klokken 05.19 i et opslag på det sociale medie X.
Politiet beder i opslaget trafikanter respektere afspærringen og overveje at omlægge ruten i morgentrafikken.
- Krydset er fuldstændig spærret for trafik, der går i østlig retning mod Rosengårdscentret og i sydlige retning af Læsøgade, siger vagtchef Christoffer Petersen.
Han fortæller, at det fortsat er muligt at køre i vestlige retning mod Odense Universitetshospital og i nordlig retning af Læsøgade.
Det forventes dog, at det vil opstå kø ved krydset, når morgentrafikken for alvor tager til.
Vagtchefen forventer, at der vil gå nogle timer, før der igen vil blive åbnet helt for trafikken i krydset.
Politiet modtog anmeldelsen om branden klokken 04.30 mandag morgen.
Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med branden, og der er ingen risiko for, at branden vil sprede sig til de omkringliggende bygninger, lyder det fra vagtchefen.
/ritzau/