Onsdag morgen udbrød der brand på et plejehjem i Rosengade i København, hvor en mand måtte få hjælp til at komme ud af sin lejlighed.
Det oplyser Hovedstadens Beredskab til Ekstra Bladet.
- Vi fik en melding om ild i en lejlighed, og da vi kommer ud, kan vi konstatere, at det er et plejehjem. Vi fandt en person i lejligheden, som ikke kom ud af sig selv, så ham fik vi reddet ud, siger operationschef Frederik Ryberg til eb.dk.
Ifølge operationschefen er branden nu under kontrol. Der er opstået vandskader i forbindelse med slukningen, og beredskabet sørger nu for, at vandet ikke breder sig.