De har været bortført af deres far i to et halvt år, hvor de har levet i Libyen væk fra deres mor og kammerater i Danmark.
Men nu er tre bortførte børn på vej hjem til Danmark.
"Jeg kan bekræfte, at de rejste fra Tripoli (hovedstaden i Libyen, red.) i går, og jeg kan bekræfte, at vi løbende har været i kontakt med dem. De er trætte, men de glæder sig til at komme hjem til deres mor," siger Jette Samuel Jeppesen, chefkonsulent i Udenrigsministeriet til Newspaq.
Ellers vil hun ikke gå i detaljer om sagen, og hun vil heller ikke fortælle, hvornår børnene lander i Danmark.
Der er ifølge DR tale om to piger på 18 og 16 år og en dreng på 14 år, som alle tre er født og vokset op i Danmark.
Men tilbage i 2008 blev forældrene skilt, og faren valgte at flytte tilbage til sit fødeland, Libyen, der lige nu er hårdt ramt af kampe mellem diktatoren Gaddafi og oprørere.
Moderen blev i Danmark med deres tre børn og fik den fulde forældremyndighed over dem.
Det var faren angiveligt ikke tilfreds med, og under en ferie til Tunesien, hvor moren kommer fra, bortførte faren børnene og tog dem til Libyen.
I de to et halvt år, børnene har boet i Libyens hovedstad Tripoli, har de kun talt med deres mor over telefonen.
Der er ingen aftale mellem Danmark og Libyen i forhold til at udlevere borgere, og derfor har moderen ikke kunnet få børnene hjem.
Kilde: dr.dk