Det lignede en gammel spand, men det viste sig at være en sand skat, som lå i Sosebugten syd for Rønne.
Det fandt en bornholmer ud af, da han den 30. maj indleverede to spande og et par skeer til Bornholms Museum, som straks overgav fundet til Vikingeskibsmuseet, der har ansvaret for arkæologiske fund i farvandet omkring Bornholm.
Fundet viste sig at være to gamle sølvbægre og tre skeer samt skaft, hæfte og dubsko, der formentlig har hørt til den samme kårde. Alle tingene er bestemt til at stamme fra 1600-tallet, og derfor mener arkæologerne, at de stammer fra et stort forlis i Sosebugten 4. december 1678.
Marinarkæologer fra Vikingeskibsmuseet har undersøgt området nærmere i håb om at finde flere dele fra det store forlis, men det er kun blevet til en enkelt messingplade med stempler. Siden forliset har strømmen flyttet så meget sand, at det indtil videre har været umuligt at finde mere.
De nye fund udstilles nu på Bornholm Museum, og de kan til august ses på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.