Bornholm er et af Danmarks populæreste feriesteder, men også en god forretning.
I hvert fald hvis man går med tanker om at sælge sin bolig.
Priserne går nemlig kun en vej og det er op.
Det skriver boligmediet boliga.dk.
I 2011 gik en sommerhuskvadratmeter i Bornholms Kommune for lige godt 10.500 kroner, sidste år var det tal steget til 18.000 kroner - og i første halvdel af 2021 har det taget endnu et nøk op.
I år er sommerhuskvadratmeterne således steget til 20.200 kroner pr. kvadratmeter, hvilket altså svarer til, at et gennemsnitligt sommerhus på eksempelvis 70 kvadratmeter sælges for lidt mere end 1,4 millioner kroner.
Også på husfronten har priserne rundet et rundt ciffer.
Sidste år gik en gennemsnitlig kvadratmeter villa eller rækkehus på øen samlet set for næsten 8.750 kroner, mens en tilsvarende kvadratmeter i første del af 2021 er handlet for 10.276 kroner.
2020 var set over hele landet et meget aktivt år på det danske boligmarked.
Danskerne brugte deres meget hjemmetid på at finde nye boligbehov og for en dels vedkommende opstod behovet for en fritidsbolig inden for landets grænser.
For Bornholms vedkommende betød det, at 188 sommerhuse i ø-kommunen skiftede hænder, hvilket svarer til en stigning på 17,5 procent i forhold til for fem år siden; i 2016.
For øen i Østersøens helårshuse tog antallet af handler også et hop sidste år, hvor 681 villaer og rækkehuse skiftede hænder – mod 491 for fem år siden.
224 hus- og 61 fritidshushandler er der ifølge Boliga.dks tal hidtil registreret i år, et tal der ventes at stige, som flere af forårets og sommerens handler begynder at gå gennem tinglysningen.
Se sommerhuse til salg på Bornholm her.