Hvis du er vild med gyserfilm, kan du godt glæde dig. Ole Bornedals nye amerikanske gyser "The Possession" får nemlig alligevel en chance i de danske biografer.
Det fortæller Kulturen på TV2 News.
Oprindeligt havde Nordisk Film ellers sagt nej tak til at købe filmen, men så strøg Bornedals film til tops i USA, og nu kan vi altså forvente at se "The Possession" i de danske biografer.
Hos Nordisk Film forklarer de, at de ikke har været sikre på, at danskerne vil se gyserfilm. Alligevel har man valgt at tage chancen med Bornedals film, lyder det fra direktøren for Nordisk Film Distribution, Jan Lehmann.
- Ole Bornedal spiller selvfølgelig en rolle. Men vi træffer en beslutning ud fra, hvordan vi tror, den vil klare sig kommercielt. Vi ser også på, hvordan filmen klarer sig i USA. Og her er den gået ind som nummer et, siger han.
Ole Bornedal er selv glad for, at Nordisk Film har ændret holdning, efter de tidligere havde afvist at sætte filmen op på de danske lærreder.
Historien er et klassisk gys: En ung kvinde besættes af en dæmon, der så skal uddrives.
- Horror-genren har aldrig haft det nemt i Skandinavien. Skandinaverne bryder sig ikke meget om den genre, mens det til gengæld er stort i Nord- og Sydamerika, fortæller Ole Bornedal.
Siden fredag har "The Possession" indtjent over 21 millioner dollar i USA. Og det er den mest sete film i USA i denne weekend.
/ritzau/