For andet år i træk har den belgiske cykelstjerne Tom Boonen fået startforbud i Tour de France på grund af en positiv kokaintest.
Quick Step-rytterens positive test i april fandt sted mindre end et år efter, han i august 2008 var blevet afsløret i at have brugt stoffet.
"Tom Boonens image og opførsel er ikke forenelig med Tour de Frances image og det image, som en så exceptionel mester burde forsøge at vise," skriver tour-organisation Amaury Sport Organisation.
Beslutningen kan næppe komme som en overraskelse for Tom Boonen, men han har ret til appellere.
Samtidig med Tour de France-afvisningen kom der også en god nyhed for Tom Boonen fra den internationale cykelunion, UCI.
Unionen meddeler, at han ikke får karantæne for sin positive kokaintest, der fandt sted uden for konkurrence.
Tom Boonen vandt i 2005 verdensmesterskabet i landevejscykling og har vundet endagsklassikere som Paris-Rubaix og Flandern Rundt. Han vandt den grønne trøje i Tour de France i 2007.