Over hele landet vil grundskyldsramte boligejere formentlig drage et lettelsens suk, når de ser regeringens udspil "Tryghed for boligejere".
Regeringen lægger nemlig op til at aflyse stigninger i grundskylden fra 2020.
Lettelsen bør dog være størst på Frederiksberg. Her findes de største vindere, når man ser på, hvem der slipper for de største fremtidige stigninger i boligskatten.
Og det er netop grundskylden, der er årsagen.
- For en helt almindelig boligejer vil der være tale om 10.000 kroner lavere grundskyld om året.
- Der er trygge udsigter for boligejere både i huse og ejerlejligheder. Og det er uanset, om man bor i Jylland, på Fyn eller her i hovedstadsområdet, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) under præsentationen af udspillet.
Ejer man et enfamiliehus på Frederiksberg til 8,4 millioner kroner, så slipper man for en fremtidig stigning i grundskylden på 68.100 kroner. Hvis det altså lykkes regeringen at samle flertal for planen.
Også indehavere af dyre ejerlejligheder i København og Aarhus slipper for en stor stigning i skattebetalingen.
I det nuværende system er grundene under lejlighederne i de store byer "markant undervurderet", hedder det i udspillet.
Den forventede stigning i grundværdien for ejerlejligheder er under ét på 330 procent. De største stigninger vil være i og omkring de største byer, fremgår det af udspillet.
Derfor kunne ejeren af en ejerlejlighed i København til 4,3 millioner kroner med de nye vurderinger se frem til en stigning i grundskylden på 65.300 kroner.
Den stigning bliver ifølge regeringen aflyst for at give boligejerne større tryghed.
Adspurgt om det er rimeligt, at en boligejer på Frederiksberg får en meget større skattelettelse end en boligejer i Guldborgsund, svarer Karsten Lauritzen:
- Det er sådan, at når man sænker satserne, så er det dem, der betaler meget i ejendomsskat, der i kroner og øre får en større lettelse.
Han pointerer, at han "ikke kan spå om boligpriserne", men han antager "under forskellige beregningsforudsætninger og med en stor grad af usikkerhed", at regeringens udspil vil lægge en dæmper på priserne.
Det er dog først efter 2020, at regeringen aflyser stigningerne i grundskylden, som dermed kan stige som planlagt frem til dette tidspunkt.
Regeringen lægger dog op til, at det allerede fra næste år skal være muligt at indefryse stigninger i grundskylden på over tre procent årligt.
/ritzau/