Liberal Alliances partiformand Alex Vanopslagh må til lommerne efter uberettiget at have fået penge til dobbelt husførelse til en lejlighed i København.
Det skriver Ekstra Bladet.
Vanopslagh skal betale 30.000 kroner, og det skyldes, at han tidligere skrevet under på, at han det meste af året opholder sig i sin lejlighed i Struer. Hvilket han han ikke har gjort.
Ifølge Folketingets regler må man maksimalt opholde sig i en Folketingslejlighed 180 dage om året. LA-lederen har ifølge egne opgørelser kun opholdt sig i Struer-lejligheden 60-80 dage i 2021.
Både Vanopslagh og partiet hævder, at han selv har gjort Folketinget opmærksom på, at han gerne ville betale pengene tilbage.
- Jeg ønsker selvfølgelig at overholde alle gældende regler og betingelser. Det er alene mit ansvar at have styr på reglerne, det troede jeg faktisk, at jeg havde. Det havde jeg ikke, og det er ikke godt nok. Regler er regler, og de skal overholdes, lød det fra Alex Vanopslagh i september, da sagen kom frem i Information.
Bøden på de 30.000 kroner er for 2021, og der kan ifølge Ekstra Bladet blive tale om yderligere tilbagebetaling, hvis det viser sig, at han også har overtrådt reglerne i 2020.
Alex Vanopslagh har nu opsagt både lejligheden i Struer og Folketingslejligheden i København.