Facebook-aktien har fået en blodrød start på den amerikanske børs. Da handlen sluttede mandag på teknologibørsen Nasdaq, var aktien faldet med knap 11 procent. Dermed er aktien nu omkring 34 dollar værd.
For nogle købere er tabet helt oppe på 25 procent. Det var dem, der ved børslanceringen fredag købte, da Facebook i løbet af dagen toppede med 45 dollar per aktie.
Rutsjeturen mandag kom på en dag, hvor der ellers var store kursstigninger på både Nasdaq og Dow Jones med henholdsvis 1,1 procent og 2,5 procent.
- Markedet har ikke appetit til de mange aktier, som der er blevet tilbudt, sagde aktieanalytikeren Michael Pachter tidligere på dagen til nyhedsbureauet AFP.
Facebook blev introduceret på den amerikanske børs fredag.
Da teknologibørsen Nasdaq lukkede fredag, lå prisen for en aktie på 38,23 dollar - 23 cent mere end introduktionsprisen. Mandag aften sluttede den på 34,03 dollar.
Facebooks børsintroduktion var ventet med stor spænding, og mange analytikere forudså stigninger på op mod 10 procent. Det er gået lige modsat.
Børsnoteringen har gjort en lang række personer til milliardærer.
Topscoreren er ikke overraskende Facebook s grundlægger, den kun 28-årige Mark Zuckerberg, der fredag tjente 19,25 milliarder dollar (mere end 112 milliarder kroner). Men han måtte mandag levere 2,2 milliarder dollar tilbage, skriver nyhedstjenesten Bloomberg.
Der var tale om den største børsintroduktion nogensinde for en amerikansk teknologivirksomhed.
Danskerne og deres nordiske naboer deltog i høj grad i aktiefesten fredag.
I de fire nordiske lande blev der omsat 225.000 aktier i løbet af fredagen.
Hele 40 procent af den nordiske omsætning lå i Danmark, oplyste Nordnet, som er Nordens største online-børsmægler.