For fjerde gang inden for knap en uge har børn mellem 6 og 11 år tilsyneladende været ude for børnelokkerforsøg i Solrød syd for København.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Klokken 14 i mandag eftermiddag var en 10-årig dreng ude for en mærkelig hændelse på Solrød Strandvej.
Her bremsede en hvid varebil op og forsøgte at få kontakt med drengen, der løb sin vej. Manden i bilen kørte ad Solrød Strandvej og vendte rundt og kørte ind foran drengen.
Manden i bilen beskrives som dansk af udseende, kraftig af bygning med mørkt hår og skæg.
Han kørte ifølge drengen i en hvid varebil i samme størrelse som en Ford Transit.
Tre timer senere klokken 17 var en 11-årig dreng ude for en lignende hændelse på Ankerhusvej også i Solrød Strand. Ved en cykelsti blev drengen kontaktet af en mand, der spurgte, om han ville med i biografen.
Han lovede at køre drengen hjem bagefter, men den 11-årige afslog tilbuddet.
Denne mand beskrives som ca. 30 år, iført en sort hue, brun vinterjakke, cowboybukser og hætten trukket ned over hovedet. Han kørte også i en hvid varebil.
Politiet har efterfølgende været på jagt efter varevognen i området, men uden at finde den. Derfor vil Midt- og Vestsjællands Politi gerne høre fra vidner, der kender noget til manden eller den hvide varevogn.