Han er kendt for sine mandekurser, hvor mænd løber nøgne rundt i mudder, slår sig brølende på brystet, pisser over kors eller smører deres ædlere dele ind i øl. Men nu er den omdiskuterede provokatør og psykoterapeut også begyndt at holde børnefødselsdage. Og det går heller ikke stille for sig.
»Børnene henretter hinanden på kors med hardballgeværer eller flødeboller. Bokser boksekampe og bliver proppet ind i en tønde og rullet ned ad en mudderbakke. De kører gokart gennem en mudderpøl og ligger på taget af min Volvo og råber og jubler, mens jeg kører derudad,« forklarer Carl-Mar Møller.
Han står midt i ¿cirkusset¿, som han kalder sin baghave til huset i Kokkedal. Her har han ¿ for blot at nævne et par af de hjemmebyggede forhindringer ¿ monteret en svævebane, et klatretårn og et reb mellem to træer, hvor børnene kan kravle over en mudderpøl ¿ eller lande i den med et »højt plask«, siger Carl-Mar Møller og bryder ud i en høj, klukkende latter, mens det vilde hår står til alle sider i blæsten.
Lidt derfra står et træ, hvor man kan kaste til måls med en økse.
»Jeg har desværre ikke kunnet finde en børneøkse endnu. Men hvis jeg finder en, så kan børnene også komme til at kaste med økse,« siger Carl-Mar Møller og fortæller, at den forlystelse indtil videre kun er for voksne.
Ingen happy meals
Carl-Mar Møller begyndte at holde børnefødselsdage i sommer. Og det er noget lidt andet end at invitere til kagemand eller happy meals. Børnene kommer i hold for 200 kroner per næse, og så er det ellers bare ud over forhindringerne.
Der er blandt andet én, hvor børnene bliver hængt op på et kors og skyder hinanden ned med flødeboller eller hardballgeværer, der skyder med kugler, der dog ikke gør ondt. Desuden bliver de små puttet ind i en tønde og rullet ned ad en bakke eller tager turen ned ad en glat mudderbakke i et badekar uden bremser. Det hele slutter med lagkagekamp - med en lagkage til hver.
Og det kan ikke blive for vildt, mener psykoterapeuten.
»Børn bliver normalt pakket ind i vat og bomuld af pædagoger. Men her får de lov til at være vilde, skøre og vanvittige. Børn, der får lov til at være vilde, bliver også mere medgørlige,« siger han.