En bølge af angreb i Irak har kostet mindst 19 mennesker livet i løbet af søndagen.
Det største angreb skete mod en militærbase i løbet af natten til søndag i Dujail godt 50 kilometer nord for Bagdad. Her dræbte en række bevæbnede mænd og en vejsidebombe 11 soldater og sårede otte.
Blandt de dræbte var to officerer. Det oplyser en officer fra hæren ifølge nyhedsbureauet AFP.
Omfanget af vold i Irak er faldet væsentligt, siden den toppede i 2006 og 2007, men angreb mod Iraks regering og sikkerhedsstyrker sker fortsat ofte.
Ifølge AFP mistede 278 mennesker i august livet i Irak som følge af lignende angreb.
/ritzau/AFP