Københavns Politi har øget fokus på hashhandlen i hovedstaden de seneste år, fastslår justitsminister Morten Bødskov (S).
Udmeldingen kommer, efter at Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, har kaldt justitsministeren i samråd torsdag.
Han vil have opklaret, hvordan regeringen har tænkt sig at sætte en stopper for "den åbenlyse hashhandel, som foregår overalt i København".
- Det billede, som Dansk Folkeparti forsøger at tegne af, at politiets indsats mod hashhandlen skulle være svag og er blevet svækket, holder ikke vand, siger Morten Bødskov.
Fra 2007 til 2011 har Københavns Politi rejst mellem 4626 og 5796 sigtelser for besiddelse af euforiserende stoffer og mellem 890 og 1126 for salg, viser tal fra Københavns Politi.
Til sammenligning er der rejst 3161 sigtelser for besiddelse og 746 for salg alene i årets første syv måneder.
Hvis politiet fortsætter i det tempo, så bliver 2012 det mørkeste år for hashrygende og -sælgende danskere i seks år.
Det glæder Morten Bødskov.
- Vi kan se, at der har været en stor indsats de senere år, og at den indsats er fortsat. Og tallene ser ud til at kunne lande på et højere niveau, hvis tendensen fortsætter. Det er jeg selvfølgelig meget tilfreds med, siger Morten Bødskov.