Bødskov: Ikke tal på kriminelle asylansøgere

DF opfordrer regeringen til at sætte asylaftale på standby, fordi der ikke er tal på kriminelle asylansøgere.

Onsdag ventes justitsminister Morten Bødskov (S) at præsentere en asylaftale, som blandt andet vil gøre det muligt for asylansøgere med børn at flytte hurtigere ud af asylcentrene.

Men står det til Dansk Folkeparti, så bør regeringen udskyde aftalen, indtil der er klarhed over, hvor mange asylansøgere, der begår kriminalitet, mens deres sag behandles.

Det tal har regeringen ikke på nuværende tidspunkt, fremgår det af et svar fra Morten Bødskov til Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen.

- Der foreligger ikke et datagrundlag, der muliggør en opgørelse af antallet af asylansøgere, hvis asylsag er under behandling, og som har begået kriminalitet, skriver Morten Bødskov i svaret.

Martin Henriksen mener dog, at der trods de manglende tal er tegn på problemer med kriminalitet blandt asylansøgere.

Han henviser til, at TV 2 Nyhederne og Station 2 for nylig afslørede, at tunesiske asylansøgere har oprettet en handelscentral for heroinsalg på værestedet Café Dugnad på Halmtorvet i København.

Ifølge TV 2 har det har medført slagsmål, trusler og en særdeles hård tone på værestedet, som ellers skulle være et trygt sted for stofmisbrugere.

- Der er meget, der tyder på, at i hvert fald en del asylansøgere kommer herop for at begå kriminalitet, mens deres sag bliver behandlet. Inden man begynder at lempe på asylpolitikken, skal man have styr på det, siger Martin Henriksen.

Han opfordrer justitsministeren til at få problemets omfang undersøgt, inden man træffer beslutning om at ændre asylreglerne.

- Når man tager i betragtning, at der ikke er overblik over, hvor mange asylansøgere, der begår kriminalitet, mens deres sag behandles, så bør man tage en dyb indånding, indtil man har fået et klart overblik, siger Martin Henriksen.

Dansk Folkeparti håber, at det vil få regeringen til at droppe planerne om at ændre asylreglerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.