10.000 kroner i bøde.
Det er prisen for den landsdækkende fødevareleverandør Sartorvet, der fra kontorer i Fredericia og Valby, har leveret kasser med fødevarer til hele landet uden at have tilladelse til at sælge økologiske produkter.
Efter Nyhedsavisen afslørede sagen, foretog Fødevareregion Øst 18. oktober en kontrol af fødevarefirmaet. Her opdagede man ifølge kontrolrapporten, at Sartorvet aldrig havde fået tilladelse til at sælge økologiske varer, og derfor ikke var underlagt kontrol, samt at økologisk frugt bliver opbevaret sammen med konventionel frugt, så de let kunne blandes sammen.
»Det må man selvfølgelig ikke. Derfor har vi nu givet dem en bøde,« siger Bjørn Wirlander, kontrolchef i fødevareregionen, der straks forbød salg af pakkede økologiske kasser fra firmaet.
Sagen begyndte, da sognepræst Jesper Yde på Amager bestilte en kasse øko-grønt til 220 kroner fra firmaet. Men flere af varene, som han modtog, var ikke økologiske.
»Ja, og porrene var rådne indeni og broccolien vissen,« sagde Jesper Yde dengang.
Da Nyhedsavisen kontaktede Sartorvets direktør, Richard Sartou, var hans eneste kommentar:
»Du skriver alligevel, hvad du vil.«