Blogger: Reformen af førtidspension satte måltal over mennesker
Reformen af førtidspension og fleksjob indførte reelt en kvantitativ målstyring af tilkendelse af førtidspension, også efter 2014, hvilket ikke rimer med retssikkerhedsprincipperne. Regeringen og forligskredsen bør, foruden en række andre nødvendige lovændringer, snarest tage et opgør med målstyringen ved at præcisere loven.

Af Lisbeth Riisager Henriksen
SE ALLE BLOGINDLÆG

MED DEN SORTE REFORM af førtidspension og fleksjob fra 2012 gennemførte den daværende SRSF-regering sammen med Venstre, Konservative og Liberal Alliance nogle af de største og mest vidtgående forringelser af førtidspensions- og fleksjobordningen i mange år.

Som jeg allerede har beskrevet det i mange indlæg her på Avisen.dk, skulle forringelserne give en samlet besparelse på 1,9 milliarder kroner på statens finanser årligt i 2020 og godt 3,5 milliarder kroner i 2032. Dette provenu var et ufravigeligt krav fra daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S). I lovbemærkningerne stod der, at der ” … skal udarbejdes måltal for udviklingen på fleksjob- og førtidspensionsområdet, der kan indgå i den årlige opfølgning på udviklingen både på landsplan, regionalt og kommunalt. De konkrete måltal er direkte udledt af beregningerne bag konsekvenserne af reformen. Der vil således være en sammenhæng mellem målopfyldelse og opnåelse af de forventede besparelser.”

Med andre ord var planen at opnå det aftalte provenu ved at styre kommunerne med stram hånd, efter at man havde regnet ud, hvor mange færre førtidspensioner provenuet svarede til. I 2013-2014 krævede ministeren kvantitative mål for området af kommunerne, men i 2015 gik man bort fra krav om måltal. Ikke desto mindre har en række kommuner også efter 2014 anvendt måltal i ét eller flere år.

DET ER MIT SYNSUNKT, at den politiske ambition og målstyring har været og stadig er lige akkurat så konkret, at den udgør et retssikkerhedsproblem for den enkelte syge borger uden arbejdsevne.

Det har jeg dog ikke fået hverken nuværende beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) eller de tidligere beskæftigelsesministre på posten fra 2012 til at indrømme. Troels Lund Poulsen afviser det for eksempel så sent som i et svar 19. januar på et spørgsmål fra beskæftigelsesordfører Finn Sørensen (EL) 12. januar (S 395). Her havde Finn Sørensen spurgt: ”Er ministeren enig i kritikken i henvendelsen fra Lisbeth Riisager Henriksen af 9. januar 2018, om at der reelt foregår en kvantitativ målstyring af tilkendelse af førtidspension, også efter 2014, og at dette ikke rimer med retssikkerhedsprincipperne?”

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Troels Lund Poulsen skrev blandt andet i sit svar: ”Nej det er jeg ikke enig i – og kommunerne har naturligvis pligt til at tilkende førtidspension til de borgere, der opfylder kriterierne herfor, uanset om kommunen dermed tilkender flere førtidspensioner end det oprindeligt blev skønnet, da forligskredsen indgik aftalen om reformen af førtidspension og fleksjob. Hvis en kommune lægger vægt på usaglige hensyn – som fx måltal – i deres afgørelser om tilkendelser af førtidspension eller arbejder med kvoter for førtidspension, vil det være direkte ulovligt.”

Der er heller ikke nogen beskæftigelseschef, der vil indrømme, at det forholder sig sådan. Og jeg har nu været i kontakt med ret mange af slagsen i forbindelse med mit arbejde med at indsamle og verificere måltal på området.

DET ER AF GODE GRUNDE IKKE muligt at bevise, at der reelt er foregået en kvantitativ målstyring af tilkendelse af førtidspension. Men der er stærke indicier på det.

Blandt andet har jeg indsamlet måltal og tilkendte førtidspensioner for alle kommuner (min oversigt i indlægget fra 22. december 2017 for perioden 2013-2016 er nu blevet opdateret med 2017-tal – se bilag til nærværende artikel). I de allerfleste tilfælde er der blevet tilkendt færre eller betydeligt færre førtidspensioner i de pågældende kommuner og år end de opstillede måltal. Det underbygger min påstand om, at ministermålene om førtidspension reelt har fungeret som kvoter. Og det sammenholder jeg med den forvaltningspraksis, som vi har hørt om i de utallige sager, hvor åbenlyst alvorligt syge mennesker uden arbejdsevne imod alle fagfolks råd er blevet sendt ud i direkte helbredsskadelige ressourceforløb og andre foranstaltninger, der har forhalet sagerne og skadet i forvejen svækkede borgere.

I mit store arbejde med at indsamle og verificere måltal fra kommunerne er jeg også stødt på mange for mig besynderlige forhold. Især måltal for 2013 og 2014 har en række kommuner justeret hen ad vejen. Måltal til beskæftigelsesplanerne for 2013 blev i mange kommuner fastsat i forsommeren 2012, men mange kommuner har revideret deres beskæftigelsesplaner efter nytåret 2013, hvor man har justeret måltallene ned i forbindelse med implementeringen af reformen. Ligeledes forholdt det sig med beskæftigelsesplanerne for 2014, at måltallene heri typisk blev fastlagt i forsommeren 2013 og justeret yderligere ned i nytåret 2014. Når jeg så har skrevet til beskæftigelseschefer og andre kommunalt ansatte og spurgt dem, hvilke(t) måltal der så er at betragte som de(t) mest korrekte, har jeg ofte fået meget vævende svar.

EN AF DISSE BESKÆFTIGELSESCHEFER fortalte mig som forklaring, at tilstedeværelsen af flere varierende måltal for 2013 blandt andet skyldtes, at kommunen ikke havde noget at vurdere i forhold til, da de i sommeren 2012 lavede beskæftigelsesplanen for 2013. Og han fortalte, at Ankestyrelsens praksis for reformen på samme måde ikke var kendt i sommeren 2013, da beskæftigelsesplanen for 2014 blev udarbejdet. Ifølge Retssikkerhedsloven har kommunen pligt til at lægge sig så tæt op af Ankestyrelsens praksis som muligt. Derfor nedjusteres måltallene i takt med, at Ankestyrelsens praksis bliver fastlagt.

Jeg undrer mig dog stadig over, at man nedjusterer måltallet for 2013 efter reformens implementering og måltallet for 2014 efter at være blevet bekendtgjort med Ankestyrelsens hårde fortolkningslinje. Det lyder for mig, som om man ser mere hen på Ankestyrelsen og mulige økonomiske besparelser end på de konkrete borgere og deres behov – for de er vel næppe blevet mindre syge i takt med reformens implementering.

SOM BLANDT ANDRE SOCIALRETSADVOKAT Mads Krøger Pramming har gjort opmærksom på, så er loven upræcis og betingelserne for retten til førtidspension alt for elastiske. Samtidig er det et system uden kontrol – Ankestyrelsen har lagt sig i selen for den strammest mulige fortolkning af førtidspensionsreglerne, og der er ingen domstolskontrol. Det medfører, at kommunerne i praksis kan træffe stort set de afgørelser, de vil.

Når der så i lovbemærkningerne står, at der ”… vil … være en sammenhæng mellem målopfyldelse og opnåelse af de forventede besparelser”, og at de ”konkrete måltal er direkte udledt af beregningerne bag konsekvenserne af reformen”, så lyder det unægteligt som beskrivelsen af kvantitativ målstyring af førtidspension. Det er købmandsformuleringer – ikke formuleringer om rettigheder i forhold til individuelle, konkrete behov. For det var jo intentionen med forringelserne at indbringe et stort milliardprovenu, og måltallene skulle medvirke til, at kommunerne eksekverede forligskredsens besparelseskrav.

Det var daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen formentlig også klar over, da hun i et brev til daværende beskæftigelsesborgmester i Københavns Kommune Anna Mee Allerslev (R) 21. december 2012 om ministermålene for 2013 skrev, ” … at kommunerne selvfølgelig fortsat skal følge loven og tilkende førtidspension til de personer, der opfylder betingelserne herfor, uagtet hvilket mål kommunen har fastsat i beskæftigelsesplanen.” Hvorfor ellers nævne, at man skal følge lovgivningen? Er det ikke en selvfølgelighed?

NÅR LOVEN INDEN LÆNGE skal evalueres og forhåbentligt bliver ændret helt grundlæggende, så bør man pointere, at kommunerne ikke må administrere tilkendelsen af førtidspension som en kvoteordning (og det gælder i øvrigt også for fleksjob og ressourceforløb). Forligskredsen må også forstå, at den er nødt til at ændre og præcisere loven, hvis ikke Ankestyrelsen skal fortsætte sin nidkært hårde fortolkningspraksis og kommunerne fortsat følge efter i dens spor, som det er sket i reformens første fem forbandede år. Kun på dén måde kan man sikre borgerne deres alt for længe ventede ret. Hvor længe endnu skal borgerne vente på retfærdighed?

Se min opdaterede liste: Måltal og tilkendelser af førtidspension i 2013-2017 (klik på linket for at se listen), og genlæs mine 14 ændringsforslag til reformen.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Om Lisbeth Riisager Henriksen

Cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014).

Denne blog er et indspark i samfundsdebatten med særligt fokus på forhold, der berører syge mennesker og mennesker med handicap. Den handler om socialpolitik, beskæftigelsespolitik, og sundheds- og handicappolitik.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.