- Vi er tilbage på Nescafe!
Så simpelt kan det siges. Og så nemt kan det konstateres.
LÆS OGSÅ: Lotto-skandale: 400.000 blev millionærer ved en fejl
En nybagt millionær i Danske Spils Lotto strøg ud af boligen på Østerbro i København og købte en hundedyr kaffemaskine. Nu skulle der brygges latte på højt niveau.
Men nej. Sådan en kaffemaskine var ikke var lykken i det lille hjem.
- Vi kom fra Nescafe og tænkte, at "nu skal vi have en fuldautomatisk kaffemaskine, der leverer en caffe latte, når jeg trykker på én knap," fortæller vinderen og griner ad sig selv.
- Jeg har afleveret den tilbage. Den var ikke så god, som vi havde forventet.
Han fortæller, at han godt kunne have beholdt den, men trods den runde million, så er der et karaktertræk, som ikke har ændret sig:
- Jeg er stadig nærig ad helvedes til. Da jeg ikke havde pengene, havde jeg lyst til at købe det halve af verden, men nu efter jeg har vundet en million, har jeg ikke lyst til det.
De mange penge skal bruges på to ting:
- Vi kommer til at vægte oplevelser og fremtidssikring ... og Nescafé.
Med gevinsten følger også titlen som medlem nummer 4689 af Danske Spils Millionærklub, og det er slet ikke så dumt, når man nu – som manden her – er vant til at klare sig på et mere beskedent budget.
- Jeg er stadig ved at uddanne mig, og så det er svært at lave en opsparing, når man også har børn, fortæller vinderen, som nu kan tære på millionen.