Kronisk træthedssyndrom. En usynlig sygdom. Det er den, som Marianne Nyboe lider af.
7,5 år. Seks forskellige jobafprøvninger. Sengepraktik, som betyder, at der skal være mulighed for, at hun kan ligge ned. Og adskillige kurser.
Men intet har hjulpet.
Tværtimod. Det er ifølge Marianne Nyboe svært at få kommunen til at tro på, at hun faktisk ikke kan arbejde, og at hun lider af en reel sygdom.
- Jeg føler, jeg er blevet samfundets største fjende. Jeg bliver set ned på. Kommunen tror ikke på, at jeg er syg, siger hun.
Marianne fik tilkendt et treårigt forløb for 1,5 år siden. I forløbet skal hun gå ture i skoven.
Marianne Nyboe er en af de mange kvinder, som i dag er i ressourceforløb. Ud af 17.000 forløb i 2016 står kvinderne for de 11.000. Det kunne Avisen.dk fortælle tidligere på ugen.
Ifølge arbejdsmarkedsekspert ved Aalborg Universitet Iben Nørup ser det ud til, at kvinder vurderes forskelligt fra mænd, fordi kvinder oftere rammes af usynlige lidelser end fysiske sygdomme.
Den usynlige sygdom
Det er også tilfældet for Marianne, der lider af kronisk træthedssyndrom, en sygdom, der ikke anerkendt som en fysisk sygdom i Danmark, men som en psykisk lidelse. Og selvom Marianne Nyboe har det fysisk dårligt, er konstant træt og må hvile, så kan hun ikke bevise det over for jobcenteret.
- Det er den der skraldespandssygdom. Nu har de lavet den omvendte bevisførelse. Nu skal jeg kunne bevise, at jeg ikke får det bedre af at komme i ressourceforløb. Men hvordan skal jeg kunne bevise det?
Til gengæld er kronisk træthedssyndrom anerkendt som en fysisk sygdom af WHO. Men på sundhed.dk står om sygdommen, at: "Kronisk træthedssyndrom har længe været en omstridt sygdom. Der har været uenighed omkring årsag, diagnose og behandling mellem det medicinske fagmiljø og patientorganisationer.”
Og Marianne Nyboe synes, det er hårdt at fejle en sygdom, som kun er anerkendt som en psykisk lidelse. Hun mener, at den er roden til, at hun bliver kastet rundt i systemet.
De starter forfra
Da Marianne Nyboe starter i sit ressourceforløb har hun allerede været i flere arbejdsprøvninger. Arbejdsprøvningscenteret Bomi i Roskilde har skrevet i hendes papirer, at hun kan arbejde to timer om ugen. Men det er kommunen ligeglad med, mener hun.
Marianne Nyboe får besked på, at hun skal arbejde 15 timer ugentligt.
- “Nu starter vi på en frisk. Nu er det jo et andet forløb.” Det siger kommunen til mig. Og så skal jeg igennem hele møllen igen for at blive arbejdsprøvet, fortæller Marianne Nyboe og fortsætter:
- Og når jeg har været der i de tre år, så kan de give mig et nyt ressourceforløb. Det er jo skruen uden ende. Så kan de beholde mig, indtil jeg bliver pensionist.
I hendes ressourceforløb har hun fået besked på at gå ture i skoven. Og selvom Marianne Nyboe elsker naturen, så kan hun ikke se formålet med skovturene. Hun vil jo rigtig gerne blive rask, kunne arbejde og være sammen med andre mennesker.
Men det virker for hende som tæt på umuligt.
- Kommunen tænker ikke på, hvad det gør ved folk at få så lidt penge. Jeg går rigtig meget op i at leve sundt og økologisk, men det kan jeg ikke mere. Jeg måtte smide min ældste datter ud hjemmefra, fordi jeg skulle flytte ind i en mindre lejlighed, fortæller hun.
En ressourceforløbsydelse er betydeligt lavere end en ydelse på førtidspension.
Manglende værdighed
Marianne Nyboe har det så dårligt, at ønsket om førtidspension nærmest er det eneste, hun ser frem til.
- Så kunne jeg blive fri for alle mine bekymringer med penge. Det kunne i hvert fald give mere tryghed og livskvalitet. Og mest af alt værdighed, siger hun og uddyber:
- Kommunen har taget mit håb og fremtid fra mig. De har taget alle de ting fra mig, som jeg elskede. Jeg kan ikke planlægge noget, for de bestemmer alt.