De to seneste år er franske Quentin Halys nået til tredje runde i Wimbledon, men tirsdag sørgede en dansk debutant for, at han end ikke nåede anden runde.
August Holmgren leverede en fantomkamp og slog Halys 3-0 i sæt, og franskmanden, der er nummer 46 i verden, var tydeligvis i kulkælderen, da han en halv time efter nederlaget talte med den danske presse i London.
Halys var fuld af lovord om danskeren, der ligger nummer 192 i verden før Wimbledon.
- Hvis han spiller sådan her, så vil han være i top-100 meget, meget snart. Han spillede helt utroligt godt i dag, siger Quentin Halys.
Særligt serven fungerede helt vildt for Holmgren, der spillede sin første grand slam-kamp i karrieren.
- Han servede som en spiller fra top-20. Hans serv var sindssygt god. Hvis han fortsætter sådan, bliver han svær at slå.
- Jeg kendte ham ikke særligt godt på forhånd, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente af ham. Han kom med selvtillid efter tre sejre i kvalifikationen, hvor han også overlevede matchbolde, lyder det fra Halys.
Mens Holmgren holdt serv i hele kampen, der sluttede med cifrene 7-6, 6-3, 6-4, blev Halys brudt to gange.
- Det var ikke min bedste kamp. Jeg spillede to dårlige servepartier og var der ikke lige. Det var svært for mig i dag, men kredit til Holmgren, der spillede godt.
I anden runde på torsdag skal Holmgren møde den 21.-seedede tjekke Tomas Machac.
/ritzau/