Frustration og afmagt.
Det er ordene, der runger i Bonna Danielsens hoved, når hun tænker på ressourceforløb og kommunens behandling af hende. Hun er nemlig en af de mange kvinder, der er overrepræsenteret i ressourceforløbene, som Avisen.dk beskriver i dag.
Men det er ikke det eneste, der runger i hendes hoved.
Kronisk hjernerystelse lyder stemplet. Overfølsom over for lys, lyde og problemer med søvn, hukommelse og konstant hovedpine. Sådan er hverdagen for Bonna Danielsen. En hverdag, der har stået på i snart tre år.
Det skulle vise sig, at den 10. marts 2014 blev starten på en lang og sej kamp. Denne dag fik Bonna Danielsen nemlig en jerndør i hovedet i den børnehave, hvor hun havde sin daglige gang som pædagogmedhjælper.
- Jobbet som pædagogmedhjælper var midlertidigt, men det blev der, mit liv endte, fortæller Bonna Danielsen.
Kastet rundt i systemet
Da Bonna Danielsen først kom i gang med sin genoptræning ved hjernecentret Bomi i Roskilde i maj 2015, var der gået mere end et år, fra skaden skete.
Kommunen havde udover genoptræningsforløbet valgt, at hun skulle prøves af i arbejde fire måneder senere.
Først én time om ugen på et plejecenter. Da hun ikke var i stand til det, blev det til én time om ugen ved en præst.
- På den time startede jeg med at holde kaffepause i 20-30 minutter. Når der var gået 20 minutter mere, så var jeg gået kold. Så det var ingenting, jeg kunne, forklarer hun.
Bonna Danielsen var slet ikke i stand til at have et arbejde. End ikke én enkelt time om ugen.
- Jeg sov to timer tre gange om dagen udover min nattesøvn. Det skulle der til bare for at være menneske. Det skulle der til for at være mor. Det skulle der til for bare at være her i verden.
Endnu et slag i hovedet
Når man som Bonna Danielsen ikke er i stand til at foretage sig noget i sin hverdag, så kan udsigterne til førtidspension være det eneste håb, man har. Men sådan skulle det ikke gå hende.
I juli 2016 fik hun igen et stort gok i hovedet. Her mødtes hun for første gang med rehabiliteringsteamet, som tildelte hende et ressourceforløb på tre år. Også selvom hjernecenteret i Roskilde havde skrevet sort på hvidt, at de ikke anbefalede hende at arbejde.
- Jeg hviler seks timer om dagen. Jeg var ikke social mere. Jeg fik ikke brugt min krop mere. Det er det niveau, jeg var på, fortæller hun og fortsætter:
- Jeg er ikke stand til det her. Men det var de ligeglade med. Jeg skulle bare i ressourceforløb.
I dag er Bonna Danielsen i ressourceforløb. Hun har fået en coach, der kommer en time en gang ugentligt, og som egentlig blot giver mere stress i hverdagen. Og så skal hun om et halvt år prøve at arbejde igen.
Kommunen. Den ignorerer hende, oplever hun.
- Alt, hvad man siger, bliver brugt imod en. Det er den oplevelse, jeg har med kommunen. Jeg havde fortalt, at jeg ville give min søn tøjpenge, og de sagde bare: ”kan du give din søn tøjpenge, så kan du jo noget. Og så kan vi sende dig på arbejde”.
"Giv mig en førtidspension eller giv mig noget fred"
Bonna Danielsens største ønske er, at hun kan være mor for sine børn. Til spørgsmålet om hendes ressourceforløb i fremtiden, svarer hun: "Det overlever jeg ikke".
- Jeg laver ikke andet end at skælde ud herhjemme. Vrede er blevet en stor del af min hverdag. Jeg er faktisk imponeret over, at min mand overhovedet er her endnu. At han ikke er løbet skrigende væk, siger hun.
At fremtiden er så uvis er også helt uoverskueligt for hende. Og når kommunen sender hende tilbage i arbejdsprøvning, så overvejer hun at bede dem finde hende et andet sted at bo.
- Jeg har angst for, hvornår de sender mig på arbejdsmarkedet igen. Når det sker, så vil jeg ikke være i stand til at være mor mere. Så kunne jeg ligeså godt springe ud fra Storebæltsbroen. For da vil mine børn ikke have nogen glæde af mig.
Bonna Danielsen har klaget til Ankestyrelsen. Den sag har hun tabt. Styrelsen mener, at hendes hverdag er helt normal, og at hun i fremtiden skal tilbage på arbejdsmarkedet.
- Hvis jeg skal have nogen chance for bare at forblive mor for mine børn, så bliver de nødt til at give mig en førtidspension eller give mig noget fred. Jeg vil bare gerne have et liv, fortæller hun.