”There is a crack in everything. That is how the light gets in”, sang nu afdøde Leonard Cohen, der i øvrigt jævnligt kæmpede med svære depressioner i sit liv.
Det er så smukt og stærkt formuleret, for det eneste, der for alvor adskiller os mennesker fra andre dyrearter, er vores på samme tid fantastiske og skrøbelige sind.
Derfor er der i disse uger på den ene side grund til at glæde sig over, at Kongehuset nu langt om længe har meldt sandheden ud: At prins Henrik lider af demens. På den anden side er det også dybt deprimerende, at en sådan udmelding skal fejres som en sejr for åbenheden omkring sygdomme, der påvirker hjernens funktioner. For den slags åbenhed burde være en selvfølge!
HVORDAN KAN DET i et moderne og oplyst samfund som det danske være stigmatiserende, at man lider af demens, alzheimer, depression eller angst for den sags skyld?
Hvorledes kan det stadig være en selvfølge, at et brækket ben behandles med større naturlighed end et såret sind?
Benene har vi tilfælles med rotter, men sindet er noget særligt for vores art. Når det kommer ud af balance, så burde det egentlig komme som den største selvfølge for omgivelserne, for at forestille sig et liv uden emotionel smerte og lidelse er det samme som ikke at have levet et liv. Det rammer os alle. Uanset om det så ender som noget, der bliver diagnosticeret som demens i Prinsens tilfælde, eller en anden smertefuld periode i livet, man helst ville have været foruden.
JEG HAR PÅ EGEN KROP skullet håndtere tabuiseringen af sindet, da jeg som succesfuld og forholdsvis medieeksponeret iværksætter måtte trække stikket for godt tre år siden med en stressudløst depression. Jeg havde det ad helvede til i næsten et år, og da jeg var ovenpå igen og skulle begynde at bygge min virksomhed op på ny, var jeg i noget tid i tvivl omkring, hvorvidt jeg burde dele historien med omverden – altså udover mine nærmeste. For hvordan ville den brede offentlighed reagere?
Jeg kunne imidlertid ikke acceptere en verden og virkelighed, hvor det ville ødelægge min forretning at være autentisk og åben, så jeg gik ærligt ud i forskellige medier og fortalte min historie uden at lægge fingre imellem. Responsen var overvældende, og den var positiv i 99,9 procent af tilfældene.
Jeg deler denne personlige vinkel og refleksion, fordi det heldigvis understregede, at tabuiseringen ikke findes iblandt alle mennesker. Tør man melde ærligt ud, så møder man også en overstrømmende mængde af varme og empati. Og jeg oplevede personligt, hvorledes mange af mine succesfulde iværksættervenner, som ikke tidligere havde turdet fortælle om deres ”svagheder”, nu også valgte at stå frem.
SANDHEDEN OMKRING SINDETS lidelser og udfordringer er den, at disse lidelser hverken er svagheder eller abnormaliteter for den sags skyld. De er ligeså naturlige som det brækkede ben i den forstand, at de er resultater af at have levet et liv på godt og ondt. Nogle af dem forstår vi i dag mere om, hvorledes opstår, og hvordan de kan behandles, men der er stadig meget af hjernens magi, som endnu er os en gåde.
I fremtiden bliver vi forhåbentlig endnu klogere på sindet, så vi kan behandle og undgå nogle af disse lidelser, for mit ærinde er på ingen måde at forherlige disse sygdomme. Men indtil vi når den dag, hvor vi effektivt kan behandle alle lidelserne, så skal vi nedbryde tabuerne nu.
Jeg arbejder i skrivende stund med autentisk og menneskelig kommunikation for en række danske virksomheder og kommuner. Jeg opfordrer dem til at bryde med opfattelsen af, at de som organisationer ligesom os individer skal fremstå usårlige og ufejlbarlige.
Der har indenfor det private erhvervsliv længe hersket en fortælling omkring, at omverden foretrækker usårligheden. Det viser sig imidlertid, når først lederne tør tage springet fra ufejlbarlig til læringsvillig og fra usårlig til menneskelig, at kunderne anerkender dette, og at det påvirker bundlinjen positivt. Der er altså ingen modsætning imellem bløde værdier og hårde resultater. Tværtimod.
FOR MIG ER DET IKKE sygdommene, der er sygelige. Det er tabuerne, der er den virkelige sygdom. Vi skal bekæmpe begge dele, og vi skal vågne op og indse, at vi ikke er mennesker på trods af kringlede sind, men på grund af dette. Det er revnen i ethvert menneskesind, der gør, at lyset kan trænge ind.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.