DA FOLKETINGET I 2016 behandlede daværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsens (V) lovforslag om kontanthjælpsloftet og 225 timers-reglen, hed det fra både Venstre og støttepartierne Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance, at kontanthjælp var tænkt som en midlertidig ydelse.
Det hed endvidere, at langtidssyge og mennesker med handicap ikke skulle og ikke skal være på kontanthjælp. De skulle derimod have andre ydelser og ville derfor ikke blive ramt af reformen.
Ikke desto mindre kom reformen til at ramme de nævnte grupper hårdt, ganske som forudsagt af kritikere. Og allerede på et samråd i september 2016 kom daværende beskæftigelsesordfører Finn Sørensen (EL) og dele af den øvrige opposition med en skarp kritik heraf.
Kritikken medførte som bekendt, at ministeren med aftalen ”Flere skal med 1” fandt 300 mio. kr. i Satspuljen for 2017 til at afklare ca. 25.000 personer, der havde været på kontanthjælp i mere end fem år. Med aftalen ”Flere skal med 2” fandt han yderligere 87,5 millioner kroner i Satspuljen for 2018. De skulle gå til at udbrede indsatsen til aktivitetsparate borgere, der er over 30 år gamle.
Efterfølgende dannede Lars Løkke Rasmussen sin tredje regering, og Jørn Neergaard Larsen blev skiftet ud med den nuværende beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen (V). Og i maj 2018 konstaterede Poulsen, at cirka en tredjedel af de 23.600 personer, der på det tidspunkt var blevet afklaret med satspuljemidlerne, var i målgruppen for ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.
NU SKRIVER VI 2019. Tal fra Beskæftigelsesministeriet fra februar 2019 viser, at 89.485 personer har været i kontanthjælpssystemet i mere end ét år, 22.496 i 1-2 år, 16.521 i 2-3 år, 11.657 i 3-4 år og 8.694 i 4-5 år. Hele 30.117 personer har været i kontanthjælpssystemet i mere end fem år, heraf 8.022 i mere end 10 år. Selvom der er et moderat fald i antallet af kontanthjælpsmodtagere, er det overordnet gået den forkerte vej siden 2015.
Der er mange årsager til, at så mange mennesker fastholdes langvarigt i kontanthjælpssystemet. Foruden kontanthjælpsloft og 225 timers-regel kan der blandt andet peges på budgetloven, refusionsreformen, reformerne af dagpenge, efterløn, førtidspension og sygedagpenge og beskæftigelsespolitikkens dominans over socialpolitikken.
Når mennesker i årevis tvinges til at finde sig i sådan ventetid, så krænkes deres identitet. De oplever, at indflydelsen er helt i systemets hænder, og at deres liv ikke har værdi. Det er en voldsomt stressende tilstand, som er forbundet med afmagt og psykisk nedbrydning af den personlige vilje og udholdenhed (jobcentersyndromet). Den fratager mennesker håbet om en fremtid.
Nu har Enhedslisten fremsat et beslutningsforslag om afklaringsgaranti for personer under kontanthjælpsordningen.
Det vil give en retsgaranti om afklaring og visitation til ordinært arbejde, uddannelse, revalidering, ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension inden for 12 eller i særlige tilfælde 24 måneder. Enhedslisten har anvist en finansiering på godt en mia. kroner over 2,5 år, så kommunerne kan ansætte flere socialrådgivere og andet personale til arbejdet med afklaring af de mange mennesker.
Den 9. april 1.behandlede Folketinget beslutningsforslaget.
KUN ALTERNATIVET OG SOCIALISTISK FOLKEPARTI støttede det. For Alternativets beskæftigelsesordfører Torsten Gejl var det et rigtig godt forslag, fordi det kan gøre op med det store problem i beskæftigelsessystemet, at ”Vi spilder borgernes tid, vi spilder borgernes liv.”
SF’s beskæftigelsesordfører Karsten Hønge var også positiv, idet han understregede SF's prioritering af, at ”borgerne skal have flere konkrete rettigheder” over for systemet. Han ville dog gerne udvide beslutningsforslaget med flere socialfaglige indsatser, som man skal kunne afklare borgerne til.
Alle de øvrige partier var imod forslaget, selvom de respektive ordførere først kom med floromvundne hensigtserklæringer om, at de var enige med Finn Sørensen i målet. Deres undskyldninger?
BESKÆFTIGELSESMINISTER Troels Lund Poulsen og Peter Juel-Jensen, der til lejligheden afløste Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen, mente først og fremmest, at det allerede gik meget godt på baggrund af ”Flere skal med”. De undskyldte Venstre med et hensyn til kommunernes økonomi og med en påstand om, at sagerne er for komplekse til fyldestgørende vurdering og dokumentation inden for den ønskede tidsgrænse. De ønsker ikke at låse kommunerne med proceskrav.
I den forbindelse henviste de til ”Aftale om en forenklet beskæftigelsesindsats”, som blandt andet vil begrænse proceskravene til kommunerne. Den har regeringen indgået med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og SF i efteråret 2018, og den er nu udmøntet i Lovforslag om en aktiv beskæftigelsesindsats og i lovforslaget til en følgelov.
Den indeholder også efter deres opfattelse redskaber, der kan få kommunerne til at opføre sig ordentligt.
Finn Sørensen påpegede, at der ikke står noget i de nævnte lovforslag, der kan forhindre kommunerne i at udnytte loven imod borgerne, sådan som det rent faktisk sker i dag. Og han undrede sig over, at Venstre har indført behandlingsgaranti i sundhedsvæsenet, men afviser at gøre noget tilsvarende i beskæftigelsessystemet. Det fik han ikke svar på.
DE KONSERVATIVES beskæftigelsesordfører Anders Johansson var, endnu engang, ikke selv til stede, men Venstres lejlighedsvise ordfører Peter Juel-Jensen tilkendegav, at De Konservative var ”enige med Venstre i det her spørgsmål.”
Liberal Alliances beskæftigelsesordfører Laura Lindahl påpegede, at ”det er rigtigt at sætte borgeren over systemet”. Alligevel placerede hun sig på netop systemets side med den undskyldning, at det er for komplekst for kommunerne at vurdere folks situation inden for en afgrænset tid.
Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted afviste forslaget, dels med henvisning til ”Flere skal med”, dels med henvisning til, at han mente, at hvis man alene kigger på de jobparate kontanthjælpsmodtagere, så får de allerede afklaring til job. Hertil svarede Finn Sørensen, at det jo netop ikke fungerer.
Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen afviste, ligesom Venstre, beslutningsforslaget med henvisning til den nye ”Aftale om en forenklet beskæftigelsesindsats”, som, han mente, vil give Folketinget mulighed for at sætte kommunerne under administration.
Endelig fremførte Det Radikale Venstres beskæftigelsesordfører Rasmus Helveg Petersen de samme undskyldninger, som vi også har hørt fra de øvrige partier: At det koster penge, at sagerne kan være for komplekse og at ”proceskrav og detailstyring herfra ikke altid er vores valg”.
Så endnu engang masser af hensigtserklæringer fra folketingsflertallet, men ingen vilje til konkret handling. Det er meget ærgerligt, når vi nu ved, hvor alvorlig og nedbrydelig en situation det er for mange af disse kontanthjælpsmodtagere. Og det er svært at få til at stemme med, at disse partier igen og igen hævder, at kontanthjælp skal være en midlertidig ydelse.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.