I den ordinære aktive beskæftigelsespolitik bliver ledige med handicap som udgangspunkt behandlet på lige fod med alle andre ledige uden at blive betragtet som en særlig målgruppe. Det vil altså sige i den politik, som angår dagpenge og kontanthjælp.
Først i ordningerne for sygedagpenge, fleksjob, ressourceforløb og førtidspension bliver handicap medtaget som en specifik del af problemstillingen og målgruppen. Det dokumenterede cand.scient.pol., ph.d. og adjunkt ved socialrådgiveruddannelsen på VIA University College i Aarhus, Finn Amby, i sin ph.d.-afhandling ”Målgruppen der forsvandt” fra 2014.
AT MENNESKER med handicap behandles på samme måde som ledige uden handicap, og at handicap ikke indgår direkte i den brede del af beskæftigelsespolitikken, udgør et stort problem for denne målgruppe af ledige. Det skjulte findes i politisk og forvaltningsmæssig forstand ikke og får derfor ingen retslig beskyttelse.
Og derfor bliver de særlige problemstillinger på grund af handicap slet ikke adresseret og taget alvorligt i den ordinære beskæftigelsespolitik. Det er også sket i forbindelse med den nyligt vedtagne kontanthjælpsreform i marts 2016.
I kontanthjælpssystemet befinder der sig mange mennesker, som har alvorlige sygdomme eller funktionsnedsættelser. Det er blandt andet sket som en følge af forringelserne i de seneste reformer af førtidspension, fleksjob og sygedagpenge.
DER FINDES ikke nogen præcise opgørelser over, hvor stor en andel af kontanthjælpsmodtagerne, der er berørt af alvorlige sygdomme eller funktionsnedsættelser. Men ifølge formand for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau kategoriserer kommunerne omkring 75 procent af alle kontanthjælpsmodtagere som værende ’aktivitetsparate’ – det vil sige det, vi på almindeligt dansk kalder ’ikke-arbejdsmarkedsparate’.
Det flugter nogenlunde med den overrepræsentation af mennesker med handicap, som også formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, peger på, når han henviser til en undersøgelse fra Ringsted Kommune, hvor 90 procent af de ikke-arbejdsmarkedsparate har en funktionsnedsættelse (Altinget: social den 12. november 2015).
Hvis den andel kan udbredes til et landsgennemsnit, og hvis kommunernes kategoriseringer svarer til borgernes reelle arbejdsevne, så taler vi skønsmæssigt om alvorlige funktionsnedsættelser hos hele 67 procent af kontanthjælpsmodtagerne. Det er mange!
NÅR REGERINGEN og dens støtteparti Dansk Folkeparti afviste kritikken af loven med, at mennesker med handicap slet ikke skal være på kontanthjælp, så må vi altså gøre dem opmærksom på, at det ikke desto mindre er det, der sker. Finn Amby formulerer problemet således i en kronik i Kristeligt Dagblad den 19. maj 2016:
”Frem mod vedtagelsen af kontanthjælpsloftet er det blevet gentaget igen og igen, at grupper, der på grund af handicap eller helbredsproblemer ikke kan leve op til det nye beskæftigelseskrav, slet ikke skal være i kontanthjælpssystemet. Kommunerne må i stedet sørge for at yde dem ekstra støtte eller visitere dem til fleksjob eller førtidspension. Problemet er bare, at selve beskæftigelseslovgivningen forhindrer, at det sker. På trods af de mange forsikringer kommer de nye regler derfor alligevel til at ramme nogle af de mest udsatte grupper. Det skal med andre ord kunne betale sig at arbejde – også for dem, som ikke kan.”
DET BESKÆFTIGELSESKRAV, der tales om her, og som er blevet særligt problematiseret i høringerne foruden kontanthjælpsloftet, er reglen om 225 timers ustøttet arbejde om året som forudsætning for at opretholde den fulde kontanthjælp. Loven undtager ganske vist personer, hvis arbejdsevne er så begrænset, at de ikke kan opnå beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked, fra reglen.
Men man har ikke præciseret i loven, at undtagelsen for eksempel skal gælde de personer, som i det aktuelle system er kategoriseret som ’aktivitetsparate’. Når man undlader at skrive den slags undtagelser direkte ind i loven, overlader man det samtidig til forvaltningernes tilfældige skøn at vurdere, hvem man vil undtage. Der er ingen sikkerhed for, at de, der ikke kan arbejde, faktisk også bliver fritaget for dette krav.
Problemet hænger sammen med selve indretningen af beskæftigelseslovgivningen. Mennesker med helbredsproblemer på kontanthjælp har ikke ifølge denne lovgivning ret til at få deres sager forelagt for rehabiliteringsteamet, påpeger Finn Amby. Den ret opnår man først i det øjeblik, man har været i længerevarende offentlig forsørgelse, for eksempel på kontanthjælp, og er kommet i målgruppen for ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.
”Hvordan skal kommunerne på forhånd kunne vurdere, hvem der er omfattet af disse betingelser, når regelsættet om rehabiliteringsteam, ressourceforløb, fleksjob og førtidspension først kan tages i brug efter længerevarende offentlig forsørgelse, når alle andre redskaber er afprøvet,” spørger Finn Amby i sin kronik og peger på, at lovgivningen ikke hænger sammen i forhold til at kunne beskytte mennesker med handicap.
KONTANTHJÆLPSREFORMEN giver ikke mennesker med handicap eller alvorlige helbredsproblemer nogen garantier for ikke at komme i klemme. Der er brug for bedre vilkår for denne målgruppe – og en begyndelse ville være overhovedet at få præciseret målgruppen i lovgivningen samt hvad handicap rent faktisk kan være.
Så ville man også komme ud over useriøse synspunkter som dem, som for eksempel beskæftigelsesordfører for Venstre, Hans Andersen, fremkom med, da han i Debatten på DR den 18. marts 2016 foreslog, at et handicap kan være at bruge briller.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.