HVAD ER DEMOKRATI? Det var den gamle professor, dr.theol. og forstander for Krogerup Højskole Hal Koch, der stillede det spørgsmål i sin bog af samme navn fra 1945.
Besættelsestiden og Anden Verdenskrig var lige slut. De fleste mente, at det vesteuropæiske demokrati som politisk styresystem var dødt. Da krigen var overstået, fik de pludselig igen et demokratisk styresystem. Men demokratiet som sådan skulle udvikles på ny. Hvad er demokrati, spurgte han i sin bog.
Hans svar var, at demokrati ikke er et system eller en lære. Det kan ikke sættes på formel. Det er ikke noget i sig selv afsluttet.
Det er en livsform, et sindelag, en særlig ånd. Det er den fredelige samtale og den gensidige forståelse og respekt, der er dets kerne. Det er en måde at trave på. Det er ordet – ikke sværdet – der skal råde. Det modsatte er, at den stærkeste vinder.
Hvordan står det så til med demokratiets tilstand og demokratisk dannelse hos os i Danmark anno 2019? Lad os se på et par eksempler, hvor mikrokosmos afspejler makrokosmos.
DR DEBATTEN ved Clement Kjersgaard havde 14. marts temaet: ”Kan vi have tillid til politikerne?”
Som seer forventede jeg, at der i det mindste måtte være en masse deltagere i udsendelsen, som ikke selv var politikere, og som kunne få lov til at udtale sig om emnet.
Alligevel var udsendelsen, som så ofte før, først og fremmest fyldt op med politikere: Seks nuværende politikere og en eks-politiker. De fik også den allerstørste del af taletiden. Herudover var der to mediefolk, en erhvervsmand, en privat socialrådgiver og en kontanthjælpsmodtager. De sidste to, socialrådgiveren Maj Thorsen og kontanthjælpsmodtageren Esben Søvang Maaløe, fik næsten ingen taletid.
Det var et typisk eksempel på den foragt, som Kjersgaard og politikerne i studiet udviser over for den almindelige fagperson og den almindelige borger uden for elitens og magtens korridorer. Som de udviser over for befolkningen i Udkantsdanmark eller Underdanmark. De tager magten, æren og taleretten.
Det er så respektløst, at det ikke er til at forstå, at Kjersgaard og politikerne ikke selv kan se og høre, hvor langt uden for dannelsesskiven de selv befinder sig. Maj Thorsen kom helt fra Østjylland til København for at bidrage til udsendelsen. Alligevel fik hun kun tildelt cirka to minutters taletid. Det er en hån at behandle en inviteret debatdeltager sådan. Kjersgaard burde give hende en uforbeholden undskyldning.
Som altid var DR Debatten et stort cirkus, der på ingen måde svarede til, hvad man forventer af debatskabende samtale og pli fra en public service-station eller alle andre steder i samfundet. Det er en ”Hvem kan råbe højest?”-konkurrence: Kjersgaard afbryder igen og igen de deltagende, lige som de skal til at færdiggøre deres pointer, og han fremstår mest af alt som den, der lukker munden på folk – bortset fra på dem, som han favoriserer og altid giver frit talepas. Det er den samme gruppe af politikere, som altid får ordet eller får lov at tage det, som det passer dem, og også de afbryder hinanden. Der er ingen reel debat eller samtale i sådan en forestilling.
ET ANDET LIGNENDE eksempel er et meget omtalt arrangement om demokratisk dannelse på Ørestad Gymnasium torsdag i sidste uge med deltagelse af undervisningsminister Merete Riisager (LA) og sognepræst Katrine Lilleør. Sidstnævnte deltog i egenskab af at være formand for det af undervisningsministeren nedsatte Rådet for Demokratisk Dannelse.
Altinget og Berlingske kom efterfølgende – med Lilleør som en af ophavskvinderne – med vinklede historier om, at ministeren og præsten skulle være blevet mødt af møntkast og hadsk stemning fra gymnasieeleverne. De klagede over ”udemokratisk” opførsel fra elevers side.
Pressedækningen var præget af de samme propagandametoder som dem, vi for eksempel har stødt på fra Berlingske i forbindelse med dækning af fleksjob- og førtidspensionsreformen, kontanthjælpsreformen, forholdene på jobcentre, respektpakken, folketingsmedlem Laura Lindahls (LA) disputter med tidligere kontanthjælpsmodtager Kim Madsen osv. i efteråret 2018. Lad os kalde det spindoktrinering. Som en sammentrækning af spin og indoktrinering.
Flere kritikere har siden beskrevet, hvad der egentlig skete til arrangementet. Underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium Steffen Groth fastslog i et Facebookopslag 8. marts på sin egen væg, at der ikke blev kastet med mønter efter præsten og ministeren.
Han skrev efterfølgende i et indlæg i Point of View International 11. marts: ”Besøget på Ørestad Gymnasium fra Rådet for Demokratisk Dannelse må paradoksalt nok ende med at slå skår i elevernes tillid til folkestyret. (…) tilliden til demokratiet reduceres, når de unge ser politikere og præster kaste overdramatiserede anklager og magiske mønter imod dem og alle deres forskelligartede gymnasievenner. Og når de ser præstens og spindoktorens fortællinger blæst op i kæmpestørrelse i mediernes troldspejl og spredt på alle landets platforme, uden at den anklagede part fik lov at komme til orde med modificerende modvægt, før det forvrængede fantombillede var skabt. Det er i hvert fald ikke demokratisk dannelse.”
Journalist Morten Skovgaard er en anden kritiker af mediefremstillingen af omtalte arrangement. Han har også skrevet om den i Point of View International 11. marts. Her refererer han blandt andet, hvad sociolog, adjunkt på CBS og magtforsker Christoph Houmann Ellersgaard har sagt om sagen til ham.
Ellersgaard fortæller, at der findes forskellige opfattelser af demokrati. På Christiansborg og i aktuel dansk statskundskab trives tanken om det, han kalder elitedemokrati. Den går på, at demokrati er noget, der legitimeres ved, at nogen har stemt på dem. Det er alene parlamentarisme. Herfra skal befolkningen tie stille og makke ret. Når Riisager og Lilleør kritiserede eleverne, så var det ud fra en elitedemokratisk tanke.
Men der er også andre opfattelser af demokrati. Eksempelvis at demokrati er aktivisme, som tvinger magten til at legitimere sig selv og forklare og retfærdiggøre beslutninger. Ellersgaard citeres af Skovgaard for at sige: ”Hvis ikke folk får mulighed for at råbe op, risikerer man langt værre politikerlede, hvor folk for eksempel melder sig til ekstreme partier. Eleverne oplever en helt reel følelse af afmagt. Det er altid farligt, når folk er afmægtige … ”
NÅR JEG BRINGER DISSE eksempler frem i lyset, er det, fordi de udtrykker en større tendens. Den går igen fra magtens tinde i regering, folketing, regioner, kommuner til offentlige arbejdspladser og offentlig forvaltning, ligesom den fortsætter i de fleste af medierne.
Det er topstyring, centralisering, hvor nogle råber højest og lukker munden på de andre. Det er manglende lydhørhed over for høringer og indsigelser fra grupper, der fortæller om uhensigtsmæssig, uforsvarlig, uværdig, uretfærdig, tåbelig, uintelligent eller på anden måde dårlig lovgivning.
Det er bølleadfærd: Den stærkeste slår den mindre stærke. Det er argumenter, der glides af på som på teflon.
Tendensen er også præciseret af retorikprofessor Christian Kock i bøgerne De svarer ikke og (sammen med Magnus Boding Hansen) De lytter ikke.
Man kunne også have skrevet, at de lyver, de bruger mørkelygter, de afbryder, de forholder sig ikke til argumenter, de respekterer ikke fagviden, eller at de er ligeglade med dele af befolkningen. De taler skingert. De ekskluderer. De mobber. De stigmatiserer og dehumaniserer grupper i befolkningen.
TILBAGE STÅR EN KJERSGAARD, som går i ét med politikere fra Christiansborg, der taler med sig selv og hele tiden får fripas til slet ikke at tale om dét, der er problemet. Politikere, der taler om, hvorvidt disse politikere selv mener, at befolkningen har mistet tilliden til dem. Kan I høre, hvor meningsløst og hult det klinger?
Eller en Lilleør, som går i ét med undervisningsministeren. Som vil lære gymnasieelever om ”demokratisk dannelse”, men ikke selv har respekt for sandheden og lader en ”fjer” blive til mange ”høns”.
Naturligvis har en del af befolkningen mistet tilliden til en del af politikerstanden og pressen, når de igen og igen opfører sig sådan! DR Debatten og sagen om dannelsesarrangementet i Ørestaden viste i sin kerne, hvad problemerne var: Folk bliver i det store hele slet ikke spurgt!
MAN KAN IKKE TALE om reelt demokrati, hvis hverken regeringen, Folketinget, deres repræsentanter eller medierne som helhed lever op til det samtalens trav eller sindelag, som Hal Koch skrev om.
Demokrati kræver respekt for den anden og for sandheden. Og det kræver lydhørhed og vilje til at give den anden part plads, så man kan tale sammen.
Jeg kan anbefale Kjersgaard, Lilleør, Riisager og en del af de øvrige politikere fra Folketinget et kursus i demokratisk dannelse. Eller endnu bedre: Læs eller genlæs Hal Koch! Tal med befolkningen! Åbn ørerne! Lyt!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.