Cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014).
DET ER SNART fire år siden daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) og SRSF-regeringens reform af førtidspension og fleksjob. Flere regeringer og beskæftigelsesministre har haft magten siden, men grundlæggende har ingen af dem villet forholde sig til alvorlig kritik af reformen. Inden Jørn Neergaard Larsen (V) den 28. november 2016 fratrådte som V-regeringens beskæftigelsesminister og lod sig erstatte af en VLAK-regering med Troels Lund Poulsen (V) som ny beskæftigelsesminister, har han og forligskredsen evalueret reformen. Resultatet venter vi stadig på at få at se.
Jeg skrev et brev til forligskredsen med en række ændringsforslag til reformen. Det vigtigste angår ressourceforløbet, som er en absurd ”indsats”, når alle andre beskæftigelsesrettede tiltag allerede er afprøvet. Mange borgere er blevet sendt ud i sådanne forløb trods lægers og andre fagfolks advarsler om, at det er direkte helbredsskadeligt. Det har for eksempel de arbejdsmedicinske overlæger Rolf Petersen og Johan Hviid Andersen og professor i socialret Kirsten Ketscher advaret om, ligesom Institut for Menneskerettigheder har påtalt det i deres status over menneskerettighedssituationen i 2015-2016.
Hvor mange alvorligt syge mennesker skal segne under ressourceforløbsbyrden, og hvor mange eksperter skal fremsætte kritik, før regeringen og forligskredsen vil gribe ind?
DER ER FOR EKSEMPEL Kim Damgaard på 46 år fra Vejen Kommune. Efter en knæskade og nogle hoftesmerter, som han blev opereret flere gange for uden positive resultater, fik han kroniske smerter og dårlig førlighed. En diskusprolaps i nakken kom til efter et fald på en isglat vej, og senere igen fik han tinnitus på begge ører. Han har allerede været igennem sit første skadelige ressourceforløb på to år og 8 måneder fra februar 2014 til september 2016 – et forløb, som er beskrevet af TV2 i maj 2014, af DR2 Undersøger i oktober 2015 og af Nordjyske i november 2015. I september 2016 blev han sat i et nyt ressourceforløb på to et halvt år. Inden dette udtalte en afdelingslæge fra Odense Universitetshospital, at hun frygter, at han nu har udviklet PTSD og fået en varig hjerneskade. Tiden i det kommunale system har skadet ham og sat ham i en permanent udbrændtheds- og belastningstilstand.
Og der er Pia Nielsen på 47 år fra Slagelse Kommune. Efter tre trafikulykker har hun fået piskesmæld, svær fibromyalgi og slidgigt i nakke og ryg. Hun har hele tiden meget ondt i hele kroppen og er ofte svimmel. Trods lægers advarsler om, at det er formålsløst med yderligere arbejdsprøvning og vil forværre hendes helbredstilstand, valgte Slagelse Kommune i 2014 at sende hende i en praktik og har i 2015 og igen i 2016 idømt hende et ressourceforløb – det sidste et 3-årigt forløb. Hendes situation er kun blevet tiltagende værre, siden Ekstra Bladet beskrev hendes sag i juli 2016. Det nye ressourceforløb trigger fibromyalgien og belaster hende derudover så voldsomt, at hun nu har udviklet PTSD og en livstruende belastningsreaktion. Hendes psykolog og egen læge har derfor fastslået, at hun skal have fuldstændig ro og ikke selv have nogen kontakt med kommunen eller deltage i møder eller andre tiltag.
Nordjyske har dokumenteret, at der per maj 2016 var mindst 65 borgere, der ligefrem er afgået ved døden, mens de har været i ressourceforløb! Og der er kommet flere døde til siden den tid. Hvorfor skal alvorligt syge mennesker tilbringe deres sidste år i ressourceforløb?
JEG BEGRÆDER den politiske ligegyldighed med befolkningens lidelser. Én ting er, at forligskredsen selv har gennemført lovgivningen bag lidelserne. En anden og værre er, at man også ser igennem fingrene med kommunernes ageren og kritikken af den, samtidig med at man kynisk fastholder, at det er kommunernes ansvar alene. Og jo – enkelte forligspartier fremkom i månederne op til vedtagelsen af Finansloven for 2017 ganske rigtigt med tilkendegivelser af, at ressourceforløbet er ”problematisk”. Men interessen er forsvundet lige så hurtigt, som det blev fastslået, at der ikke ville blive udskrevet noget folketingsvalg, og det lignede mest tomme hensigtserklæringer.
Ressourceforløbene er det allerførste, forligskredsen bør få gjort op med! Loven bør ændres, så det skrives direkte ind i den, at kommuner ikke må gå imod de helbredsudredninger, som praktiserende læge og speciallæger har gennemført og konkluderet på. Og loven bør ændres, så der indføres en maksimal tidsgrænse på for eksempel et år for, hvor længe en borgers sag alt i alt må være under kommunal behandling, herunder i ressourceforløb, inden borgeren kan forvente afklaring til fleksjob eller førtidspension.
Kan forligskredsen ikke blive enig om så grundlæggende lovændringer og rettigheder, så bør de, der betragter sig selv som socialt ansvarlige partier, opsige forliget. Alt andet må betragtes som medvirken til tortur.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.