Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
ADVARSEL! DETTE BLOGINDLÆG indeholder den sørgelige kendsgerning, at intet grundlæggende er forandret siden, at min kollega Vivi, for over et år siden, blev stukket ihjel med en kniv, af en beboer på Center Lindegården i Roskilde. Det var det femte drab på fem år. Judy, Dorthe, Flemming, Jan og Vivi er alle ansatte, der er blevet dræbt, mens de var på arbejde.
DR1 SENDER I DENNE UGE det første program ud af tre, hvor de sætter fokus på alle 5 drab. De undersøger, om drabene kunne havde været undgået. Og hvordan forhindrer vi, at det sker igen?
Jeg husker, at lige efter drabet på Vivi, sagde regeringen, at der ville komme et konkret forslag så hurtig som muligt, så os, der er ansatte i psykiatrien, ikke skal sætte vores liv på spil, når vi går på arbejde. Det udsagn blev så ændret til, at der ville komme et forslag i august 2016. Det blev dog først oktober 2016, at forslaget blev offentliggjort. Det forlag blev kasseret i marts 2017. I april 2017 kom der et nyt forlag og jeg skrev:
"Så nu krydser jeg fingre, og ønsker af hele mit hjerte, at det denne gang lykkes, at der rent faktisk kommer konkrete handlinger ud af dette forslag."
Kort tid efter blev der fremlagt kritik omkring forslaget, og jeg har intet hørt efterfølgende. Og jeg må indrømme, at jeg er blevet træt, træt af at skrive det samme, træt af at høre politikerne love, at de vil passe på mig og mine kollegaer.
DE SIDSTE PAR MÅNEDER har jeg stillet mig selv spørgsmålet: ” Er jeg simpelthen for naiv, når jeg tror. at regeringen vil prioritere bedre forhold i psykiatrien?” Derfor er det lang tid siden, at jeg sidst har skrevet, fordi jeg synes, jeg har skrevet det samme igen og igen, og hver gang jeg har troet, nu sker der noget konkret,!
Tja, så er der ingenting sket alligevel ...
Jeg håber, at DR's dokumentar vil minde politikerne i regeringen om, at de stadig ikke er kommet med konkrete handlinger. De har stadig ikke afsat flere ressourcer til psykiatrien, så der bliver flere sengepladser og flere hænder.
JEG VÆLGER, at blive ved med at gentage mig selv, fordi det er menneskeliv der er på spil. Det er ikke kun de ansatte i psykiatrien, det handler om. Det handler også OM de mennesker, som har behov for hjælp og behandling, så de ikke bliver til fare for sig selv og andre.
Og det handler om alle de familier, der er ramt, og som har brug for en psykiatri, der kan hjælp dem, som de elsker.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.