Jonathan Løw er iværksætter, foredragsholder og rådgiver indenfor innovation, iværksætteri og ledelse. Du kan følge Jonathan Løw’s arbejde på LinkedIn og Facebook.
PÅ SØNDAG fylder jeg 40. Det gør mig til en del af Generation X eller i folkemunde ”Nå-generationen”. Vi er i historieskrivningen blevet dem, der måtte blive for tidligt voksne, fordi vores forældre havde skejet ud. X blev lig med for lidt at kæmpe for.
Jeg får sådan lyst til at skrive ”fuck jer” til alle dem, der har betegnet mine jævnaldrende og jeg sådan, men jeg forstår dem faktisk godt et stykke af vejen. Og derfor er jeg i anledning af min mulige 40-års-krise gået på jagt efter min indre anarkist, som skal vække mig selv og alle andre endnu mere til live af hverdagssøvnen.
Anarkisten er i dette tilfælde hverken voldelig eller ekstrem, så det er måske nærmere en oprører, der er tale om. Én der ikke blot gør, som der bliver sagt, fordi det bliver sagt. Én der rører op i status quo.
I SIDSTE uge skulle jeg tale for 750 studerende på IBC HHX Kolding. Jeg var blevet inviteret for at tale om disruption, og derfor var jeg naturligvis også en god og høflig gæst, som kom ind på teknologier som selvkørende biler, droner, 3d print og kunstig intelligens.
Imidlertid skulle de unge mennesker også ’udsættes’ for noget andet og mere. De skulle møde noget, der rækker ud over teknologi og bundlinje. Noget så sprængfarligt som værdidebat og visioner.
Mine forældres generation er rollemodeller for mig. Tænk sig at komme i slipstrømmen af en samling unge mennesker, der virkelig ga’ den gas og skabte fortællinger og skrev historie, som rakte langt ud over dem selv. Ligestillingskampen. Ungdomsoprøret. Universitetsbesættelser osv. Hvor var det egentlig stærkt, at man turde tage disse store kampe og glemme sit eget ego i dem. De var alt andet end forandringsparate. De var forandringsskabende.
JEG ØNSKER ikke at romantisere den generation, for der var naturligvis også udfordringer, men de havde ligesom de unge i mellemkrigstiden forstået, at man ikke bare kan tage tingene for givet. Hvis du ikke sidder med ved bordet, så ender du på menuen, som jeg hørte en foredragsholder sige på et tidspunkt.
Det budskab bragte jeg også med til Kolding i sidste uge. Jeg kunne se, at hvor de unge lyttede høfligt, når man talte teknologi og trends, så både smilede de og fik liv i øjnene, da jeg italesatte modet til at skeje ud og gøre oprør. Og det stod igen klart, at hele denne snak om generationer jo også nemt bliver dødssyg, for i bund og grund er vi ikke generation, men mennesker. Mennesker med tre grundlæggende behov: At føle os hørt, set og forstået.
Min indre anarkist får derfor lyst til at råbe til alle, der måtte læse med - ikke kun de unge i Generation Z:
Råb op så du bliver hørt. Råb op omkring de ting der ikke er retfærdige. De ting som kan gøres bedre. Råb op ved at henvende dig de steder, hvor det kan gøre en forskel. Nøjes ikke med at blive Facebook-aktivist og sidde foran skærmen og brokke dig.
Bliv set med det du står for. Tag ansvar for de holdninger du har. Gå ud og gør noget ved verden. Den er parat, men venter ikke på dig, og om lidt bliver der stille, som nu afdøde Kim Larsen sang så smukt.
Søg fællesskaber. Skab alliancer med mennesker der forstår dig, og hvor I kan kæmpe for noget sammen. Du får brug for dem, og de har brug for dig.
Gør det hele på en måde, hvor det vil være værd at fortælle dine børn og børnebørn omkring. Skid hul i al den snak omkring effektivitet og vækst. Martin Luther holdt ikke en ”Jeg har en plan”-tale. Han holdt en ”Jeg har en drøm”-tale.
Som Mick Jagger, forsangeren i Rolling Stones, synger om sin indre anarkist: ”Anarchy is the only slight glimmer of hope.”
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.