DER ER EN STORM, der vælter ind over vores samfund i disse år. En tidsånd fra visse politiske kræfter – i forordet til Et liv i andres hænder i 2014 kaldte jeg den for ”en gusten vind”.
Nu har den nået stormstyrke.
Stormmetaforen blev nævnt, da DR mandag viste den fælleseuropæiske dokumentar ”Mændene der plyndrede Europa”. Den går bag om svindel for et svimlende antal milliarder af kroner i udbytteskat, heraf mindst 12 milliarder kroner imod den danske stat og vores fælles skattemidler.
UD OVER VANVIDDET I de proportioner og den grådighed, der lå bag svindlen, gjorde to filmpassager særligt stort indtryk på mig:
I én passage forklarer en speaker, hvordan disse svindlere ser sig selv som bedre mennesker end den øvrige befolkning. At de simpelthen ønsker at udrydde de svageste til fordel for dem selv. Det lyder ret voldsomt – men forklaringen er ret oplysende:
”Forestil dig et 38 etager højt hus i Frankfurt. Der arbejder 40 mennesker, som alle synes, at de har opfundet den dybe tallerken. Når man kiggede ned på gaden, så folk meget små ud. Bittesmå. Når man højt oppefra så ned på den verden, på de mennesker, som betaler skat, de skattepenge, som man snupper, så tænkte vi: ”Vi er de snedigste, vi er genier. Og I er alle tumper.”
I EN ANDEN passage fortæller en hollandsk forfatter, Joris Luyendijk, følgende om svindlernes ideologiske kompas:
”Staten burde ikke eksistere. Staten er et redskab, som middelmådige mennesker – og de ser ikke sig selv som middelmådige – bruger til at holde kloge mennesker tilbage. Og de er de kloge mennesker.”
Den hollandske journalist bliver et øjeblik afbrudt af en speaker, der på dansk siger, at denne tankegang i stor udstrækning kommer fra den for længst afdøde forfatter Ayn Rand. Her indsættes en gammel filmoptagelse med Ayn Rand, som blandt andet siger: "Man har ikke brug for god vilje. Kun egeninteresse ..."
TILBAGE I DOKUMENTARFILMENS eget univers igen forklarer den hollandske journalist betydningen af Rand-ideologien og den amoralske kultur, den efterlader finansfolkene med:
"For bankfolk, der arbejder med det her, er Ayn Rand profeten. Det første, Bob Diamond gjorde, da han blev CEO i Barcleys i London, var at sætte sit eksemplar af Ayn Rands bog frem, så alle begyndte at læse den. Skal samfundet og menneskeheden udvikle sig, må vi eliminere de svageste elementer. Det er som at forsvare kaninen mod løven. Løven skal dræbe den langsomste kanin, så kaninarten kan udvikles og blive hurtigere. Sådan ser de sig selv. Som en storm, der vælter de svageste træer. De er stormen. Folk hader stormen, men uden den ville der være for mange svage træer."
Denne analyse var, synes jeg, lynende skarp og tankevækkende. Den rammer den danske virkelighed mere præcist, end jeg kunne have ønsket.
ER DET AT TRÆKKE PERSPEKTIVET for langt, hvis jeg nu siger, at den liberalistiske, Ayn Rand-inspirerede ideologi og kultur, som har drevet bankers og andre stormænds svindelnumre, også et stykke ad vejen ligger som ideologisk bagtæppe for danske regeringers reform-amok siden Helle Thorning-Schmidt (S) begyndende fra 2011?
Disse regeringer har igen og igen forringet vilkårene for de svageste grupper i samfundet – og forbedret vilkårene for de rigeste og bedst stillede grupper. De har holdt fokus på at tage fra de svageste, og det får man medhold til at gøre af folkestemningen, hvis man bevidst nedværdiger bestemte grupper med usande beskrivelser og politiske stereotyper og dehumaniserer dem. Samtidig har man holdt fokus væk fra, hvordan de rigeste og bedst stillede atter og atter beriges – nogle af dem har deres gang i Folketinget.
Og mange af medierne er gået med i frontalangrebet imod en stor befolkningsgruppe af mennesker i forskellige sammenhænge, der rammes af disse reformangreb, og medieangrebene er massive.
Ser man simpelthen i nogle af de politiske og mediemæssige kredse forskelligt på mennesker, der tilhører forskellige klasser i samfundet?
Det kan i al fald virke besynderligt, når man måler folk med forskellige mål, og det altid er lettere at gå efter den lille mand end de store snydere; de snydere, der igen og igen, mere eller mindre systematisk, suger vores statskasse for millioner eller milliarder af kroner. Hvorfor lader man det passere?
VI SER I DAGENS DANMARK, blandt andet fra store dele af Folketinget, en stærk beundring af det stærke, produktive og konkurrencedygtige menneske. Det menneske, der stålsat går sin vej frem, uden at tøve, uden at vente på eller give plads til, at andre også kan være med.
Tilsvarende ser vi en foragt for det menneske, der er svageligt eller står svagt stillet – og for dem, der venter på eller forsvarer dette menneske, og for dem, der kæmper fællesskabets sag. En forråelse. Det gælder i særdeleshed i forhold til menneskers arbejdsdygtighed eller mangel på samme. Dette er et markant karakteristikum ved den konkurrencestat, som vokser frem for øjnene af os, og dens bagvedliggende ideologi.
Ideologien om den stærkes ret og den svages uret er afskyelig. Selvom det herhjemme kun er Liberal Alliance og måske Nye Borgerlige, der offentligt vedkender sig en reference til Ayn Rands ideologi, så mener jeg, at man skal have lignende ideologiske synspunkter for at kunne forsvare den voldsomme reform-amok, som vores regeringer siden 2011 har udrullet over vores samfund. Ikke mindst reformerne imod dem, der står allersvagest i forvejen.
Hvordan skulle man ellers kunne forsvare, at man efter salamimetoden har gennemført så vidtgående forringelser af de mest udsattes rettigheder og retssikkerhed år efter år efter år?
'STORMEN' VÆLTER I DISSE ÅR mennesker i svækkede positioner i vores samfund. Politikere og medier fører an i helt utilstedelige værdiskred, der vil fratage forskellige mennesker og grupperinger af mennesker deres menneskelige værdighed og rettigheder til at være en del af fællesskabet.
Det er politikere og medier, der bevidst vælger en forskønnende dækning af reformerne eller medvirker til at skabe og udbrede negative stereotyper om visse mennesker eller grupper af mennesker. Det er politikere og medier, der taler et politisk nysprog, hvor eksempelvis udstødelse fra samfundsfællesskabet og fratagelse af almindelige borgerlige rettigheder kaldes at gøre borgere til ”En del af fællesskabet” (eksempel fra markedsføringen af reformen af førtidspension og fleksjob). Alt sammen for at knuse disse mennesker.
VI SÅ ET EKSEMPEL PÅ DENNE værdimæssige storm, da folketingmedlem, beskæftigelsesordfører Laura Lindahl (LA) for nyligt gik ud i et frontalt personangreb over for en navngiven borger i DR Debatten på DR2.
”Du virker ikke som en, der er specielt syg”, sagde hun til kontanthjælpsmodtageren Kim Madsen, som er plaget af gigt og nedsat arbejdsevne, men også kendt for sit engagement som formand for Facebookgruppen og foreningen Jobcentrets Ofre. Vært Clement Kjersgaard gjorde intet for at moderere debatten, og det blev meget uskønt at høre på (se her, hvad jeg skrev om dét).
Mandag og tirsdag fortsatte Lindahl og Liberal Alliance deres karaktermord på Kim Madsen via to artikler i Berlingske Tidende.
Den ene med denne overskift: ”Kim Madsen vil kun arbejde i et fleksjob, for så stiger hans offentlige ydelse med flere tusinde”.
Den anden, med overskriften: ”Kim Madsen mestrer kunsten at mobilisere 14.000 i en modstandsbevægelse og samtidig være for syg til at tage et arbejde”, var slået stort op på forsiden med den alternative overskrift: ”Et spørgsmål har stået ubesvaret siden en torsdag aften i Debatten: Hvor syg er Kim Madsen egentlig?”
Det er uhørt grove, usaglige forsøg på at så tvivl om Kim Madsens sygdomshistorie og sag i kommunen. Og det er uhørt grove forsøg på at undergrave hans og andre syges ytringsfrihed om dét at være syg i berøring med systemet.
Og så kommer de samtidigt med, at den største internationale skatteskandale i Danmarks historie er blevet udrullet af DR og Politiken.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.