Helt som ventet fik den danske løber Mikael Krarup Andersen det svært i 1500 meter-finalen ved de paralympiske lege i London. Danskeren måtte nøjes med en sjette- og sidsteplads i det stærke felt.
Mikael Krarup Andersen, der er blind og løber med en guide, løb i tiden 4.16,12 minutter, hvilket var sæsonens bedste tid for løberen.
Men det var ikke nok til at bide skeer med finalens bedste løbere. Allerede efter første omgang var danskeren distanceret fra de øvrige løbere.
Finalen blev vundet af kenyanske Samwel Mushai Kimani, der med tiden 3,58,37 tog mere end seks sekunder af verdensrekorden. Kimani kom i mål fem sekunder foran brasilianske Odair Santos og næsten 10 sekunder foran nummer tre Jason Dunkerley fra Canada.
Mikael Krarup Andersen løber indledende heat i 5000 meter på onsdag klokken 12.24 dansk tid.
/ritzau/