Efter et fem timer langt møde i Brøndbys klubhus trådte Per Bjerregaard ud af døren og erklærede, at han stadig var amatørafdelingens formand.
Den tidligere magtfigur nævnte i samme åndedræt, at han ikke forstod afgørelsen i den såkaldte feriepengesag.
- Jeg vil sige som bestyrelsesformand Sten Lerche, at vi tager afgørelsen til efterretning, men vi forstår den ikke, siger Per Bjerregaard.
Spillerforeningens direktør, Mads Øland, har kritiseret Per Bjerregaard kraftigt for at have deltaget i overenskomstforhandlingerne og så alligevel havne i en situation, hvor spillere ikke har fået udbetalt feriepenge.
- Jeg har ingen kommentarer til, hvad Mads Øland siger. Der var andre med ved det møde i sin tid, siger Per Bjerregaard.
Det piner dog Brøndby-ikonet, at flere tidligere spillere forsøger at hive penge ud af den i forvejen forpinte klubkasse.
- Personligt har jeg det dårligt med det, siger Per Bjerregaard, der ikke forstår spillerne.
- Jeg vil sige, at nogle af de kontrakter har jeg altså selv været med til at lave, siger Per Bjerregaard.
Brøndby er dømt til at betale fire millioner kroner til tre tidligere spillere, og klubben står i alt til at skulle efterbetale omkring 23 millioner kroner til tidligere spillere.
/ritzau/