Bjarne Riis' cykelhold, Saxo Bank-Tinkoff Bank har sikret sig forstærkning til de kommende to sæsoner.
Holdet henter den 31-årige italienske sprinter Daniele Bennati, som i år blandt andet vandt en etape i Vuelta a España.
- Jeg ser Daniele som en stor gevinst for vores hold. Han har masser af erfaring, han er stærk og kan lave resultater i både de hårde endagesløb og i etapeløb, siger Bjarne Riis til holdets hjemmeside.
- Han viste igen i årets Vuelta, at han kan køre en sprint med de bedste og hente resultater på egen hånd. Men han kan også være en stærk hjælperytter i positionskampene i feltet og på holdtidskørslerne, siger Bjarne Riis.
Daniele Bennati er glad for skiftet fra Radioshack-Nissan-holdet.
- Da Bjarne kontaktede mig, havde jeg med det samme en rigtig god fornemmelse, siger italieneren.
- Jeg er en erfaren rytter, og jeg er overbevist om, at jeg stadig har meget at give til et hold som Saxo Bank-Tinkoff Bank, til mig selv og cykelsporten generelt. Jeg ser meget frem til at kaste mig over den her nye udfordring, siger Daniele Bennati.